En hyldest til alle de skønne kvinder i mit liv

Da mit parforhold kollapsede i slutningen af august for et år siden, var det som om min verden faldt fuldstændig fra hinanden. Jeg sov ikke om natten, og når jeg gjorde vågnede jeg af angstanfald og kunne ikke trække vejret. Jeg spiste næsten ikke og jeg græd forfærdelig meget. Jeg fandt modvilligt en lejlighed og flyttede i begyndelsen af november måned. Min eks og jeg var enige om at forblive venner og tog bl.a. på en helt platonisk skiferie sammen med hans børn og nogle venner (vi delte oven i købet dobbeltseng). Da vi kom retur fra ferien indledte vi atter et intimt forhold som gav mig håb og som endte igen i pinsen i år. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, skulle vi naturligvis aldrig have vovet os derud igen, men vi havde jo stadig følelser for hinanden. Det betød så at jeg stort set skulle igennem hele møllen én gang til og det har taget meget hårdt på mig. Vi er stadig venner men taler ikke sammen p.t. fordi han mener jeg har for mange af de "forkerte" følelser for ham og han tror at jeg stadig har forhåbninger om en genforening engang i fremtiden, trods det at han nu har en ny kæreste og jeg faktisk har indset at han ikke er god for mig.

I den periode der er gået siden det første sammenbrud i slutningen af august måned og hele vejen igennem forløbet, har jeg oplevet at de kvinder jeg har i mit netværk, alle som en, har været helt og aldeles enestående. Jeg har mødt en utrolig stor forståelse for min situation og min konstante skiften op og ned i humør, min konstante snak om ham og hans gøren og laden, om mine følelser af frustration og desperation - jeg har været meget langt ude. Veninderne har i den grad lagt øre til en masse, man kan vel nærmest kalde det "ramblings" fra en temmelig uligevægtig person. Det har ved gud været guld værd for mig at kunne læsse af og få lov til at være hysterisk og urimelig. Jeg er blevet trøstet, hældt vin på og vist utrolig meget forståelse.

Da jeg jo nu er single, har jeg en frygtelig masse tid til rådighed som jeg ikke havde da jeg var en del af en familie med to teenagere (som jeg i øvrigt savner rigtig meget - både ungerne og familielivet), Jeg har mere tid til at mødes med mine veninder end jeg havde før. Jeg har igennem "gamle" veninder mødt nye veninder som har taget imod mig med åbne arme og som har lyttet til mig og delt deres historier med mig.

Alle disse stærke, modige, sårbare, smukke og empatiske kvinder har hjulpet mig igennem den indtil videre værst periode i mit liv. Og selvom jeg ikke er helt igennem det endnu, har de gjort mig så lykkelig over deres tilstedeværelse i mit liv at jeg har tudet af glæde. Og selvom jeg savner tosomheden helt vildt meget, ved jeg at jeg altid kan regne med mine skønne veninder og at ordsproget "kvinde kvinde værst" overhovedet ikke holder vand. Der findes upålidelige mennesker alle vegne, jeg møder dem ganske vist, og gudskelov for det, ikke ofte men jeg er sikker på at der ikke er flere upålidelige kvinder end der er upålidelige mænd. Så det ordsprog er i min opfattelse en frygtelig omgang vås.

Derfor denne hyldest til dig skønne veninde og en kæmpe tak fordi du har været der for mig i min svære tid. Nu skal du så til at høre på mine "ramblings" om dating på internettet og guderne må vide hvad mere - jeg håber dine ører holder til det :o) og husk at jeg er der også for dig - det vil jeg altid være.