skip to main |
skip to sidebar
Siden mit sidste indlæg her på denne blog har jeg været på en date med en ganske sød fyr, en som, da aftenen var ved at gå på hæld, syntes at vi bare skulle forføre hinanden med det samme. Ikke at jeg ikke var fristet, han var jo ganske sød, og en som jeg sikkert vil mødes med igen, også selvom han ikke nødvendigvis er kærestemateriale. Vi havde en dejlig aften og vi talte om alt muligt mellem himmel og jord, også ting som man måske ikke skal komme ind på på allerførste date. Meeeen der er en anden mand som spøger i mine tanker, en som jeg har været kæreste med før og som jeg ikke kunne få. Nu er han dukket op i mit liv igen og nu fornemmer jeg at mine chancer har forbedret sig. Vores forhold gik i stykker for 5 år siden og han har savnet mig lige siden. Jeg ved endnu ikke om han nu er i stand til at kommitte sig til mig sådan som jeg dengang ønskede det - det kunne han ikke tidligere og det var derfor forholdet stoppede. Og jeg ved ikke med sikkerhed om jeg kan finde de følelser frem igen som jeg havde dengang, men sommerfuglene i min mave fortæller mig at jeg måske allerede sidder i saksen. Jeg går forsigtigt frem og jeg dater stadig andre og lader ham vide hvad jeg foretager mig. Indtil videre ser det lovende ud, men jeg tør ikke håbe på for meget. Jeg ved ikke om man kan kalde det "kvindelist" det jeg har gang i, men jeg ved at han bliver jaloux, jeg ved også at han selv er klar over at han ikke kan tillade sig at være jaloux, så længe han ikke kommitter sig - men det er velsagtens en følelse man ikke kan styre - det kender jeg jo udmærket fra mig selv.
Siden sidst her jeg har også været til arrangementer i mit kvindenetværk. Jeg har været til en kanon præsentation af hudplejeprodukter, jeg har været på luksustøj outlet - bl.a. Gucci og Christian Louboutin sko - Carrie Bradshaw eat your heart out! Jeg havde selvfølgelig ikke råd til at købe noget, men det var skønt at gå rundt og prøve og lade som om. Jeg har drukket rødvin og snakket kvinde-stuff i timevis, jeg har været til grill-arrangement i min kreative pigeklub hvor vi griner og pjatter og spiser til vi er ved at falde ned af stolene. Vi snakker om kurser som "kvinde kend din bil" og vi snakker om film, om bøger, om de næste kreative projekter og planlagte ferier til fremmede steder. Jeg har opdateret min IPod som jeg næsten havde glemt at bruge og har fundet enormt meget glæde i den fede musik som jeg elsker. Jeg har fundet smilet frem og jeg tjekker ikke min datingportal for ny post så ofte som jeg gjorde i begyndelsen. Jeg er begyndt at hvile meget mere i mig selv igen og det er en fantastisk lettelse.
Til alle jer kvinder derude som måske lige nu står med et nyligt brudt parforhold i bagagen: Jeg ved godt at det kan føles som om livet er slut - jeg har selv stået med de følelser for mindre end 6 måneder siden, og selvom du sikkert ikke er parat til at høre det, skal du vide at lykken vender tilbage. Du skal give dig selv tid til at sørge over det tabte, tid til vreden som er uundgåelig og det tager et stykke tid. Du vil opleve at du hurtigt bliver træt og ikke kan overkomme så meget som før, men det bliver bedre og bedre og lige pludselig smiler du igen. Selvom det er svært, er mit råd til dig at du skal bruge dit netværk og at du skal tvinge dig selv ud af huset. Snus til blomsterne, lyt til din yndlingsmusik og forkæl dig selv - det hjælper alt sammen. Tro mig - I've been there.
Da mit parforhold kollapsede i slutningen af august for et år siden, var det som om min verden faldt fuldstændig fra hinanden. Jeg sov ikke om natten, og når jeg gjorde vågnede jeg af angstanfald og kunne ikke trække vejret. Jeg spiste næsten ikke og jeg græd forfærdelig meget. Jeg fandt modvilligt en lejlighed og flyttede i begyndelsen af november måned. Min eks og jeg var enige om at forblive venner og tog bl.a. på en helt platonisk skiferie sammen med hans børn og nogle venner (vi delte oven i købet dobbeltseng). Da vi kom retur fra ferien indledte vi atter et intimt forhold som gav mig håb og som endte igen i pinsen i år. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, skulle vi naturligvis aldrig have vovet os derud igen, men vi havde jo stadig følelser for hinanden. Det betød så at jeg stort set skulle igennem hele møllen én gang til og det har taget meget hårdt på mig. Vi er stadig venner men taler ikke sammen p.t. fordi han mener jeg har for mange af de "forkerte" følelser for ham og han tror at jeg stadig har forhåbninger om en genforening engang i fremtiden, trods det at han nu har en ny kæreste og jeg faktisk har indset at han ikke er god for mig.
I den periode der er gået siden det første sammenbrud i slutningen af august måned og hele vejen igennem forløbet, har jeg oplevet at de kvinder jeg har i mit netværk, alle som en, har været helt og aldeles enestående. Jeg har mødt en utrolig stor forståelse for min situation og min konstante skiften op og ned i humør, min konstante snak om ham og hans gøren og laden, om mine følelser af frustration og desperation - jeg har været meget langt ude. Veninderne har i den grad lagt øre til en masse, man kan vel nærmest kalde det "ramblings" fra en temmelig uligevægtig person. Det har ved gud været guld værd for mig at kunne læsse af og få lov til at være hysterisk og urimelig. Jeg er blevet trøstet, hældt vin på og vist utrolig meget forståelse.
Da jeg jo nu er single, har jeg en frygtelig masse tid til rådighed som jeg ikke havde da jeg var en del af en familie med to teenagere (som jeg i øvrigt savner rigtig meget - både ungerne og familielivet), Jeg har mere tid til at mødes med mine veninder end jeg havde før. Jeg har igennem "gamle" veninder mødt nye veninder som har taget imod mig med åbne arme og som har lyttet til mig og delt deres historier med mig.
Alle disse stærke, modige, sårbare, smukke og empatiske kvinder har hjulpet mig igennem den indtil videre værst periode i mit liv. Og selvom jeg ikke er helt igennem det endnu, har de gjort mig så lykkelig over deres tilstedeværelse i mit liv at jeg har tudet af glæde. Og selvom jeg savner tosomheden helt vildt meget, ved jeg at jeg altid kan regne med mine skønne veninder og at ordsproget "kvinde kvinde værst" overhovedet ikke holder vand. Der findes upålidelige mennesker alle vegne, jeg møder dem ganske vist, og gudskelov for det, ikke ofte men jeg er sikker på at der ikke er flere upålidelige kvinder end der er upålidelige mænd. Så det ordsprog er i min opfattelse en frygtelig omgang vås.
Derfor denne hyldest til dig skønne veninde og en kæmpe tak fordi du har været der for mig i min svære tid. Nu skal du så til at høre på mine "ramblings" om dating på internettet og guderne må vide hvad mere - jeg håber dine ører holder til det :o) og husk at jeg er der også for dig - det vil jeg altid være.
Nu her jeg igen været inde og søge på egnede profiler på min valgte netdating-portal. Og vupit! hver gang jeg har været inde og kigge på nogle mænd, er der en del af dem som derefter kigger på mig - det kan man jo se på besøgsprofilen. Nogle af dem føjer mig endda til deres favoritliste, men skriver de til mig? Nix! Hvorfor er det lige de ikke gør det? Det kunne jeg rigtig godt tænke mig at vide. Jeg har vist nævnt dette tidligere og jeg undrer mig stadig.
Lisbeth som jeg mødte i Nyhavn, fortalte mig at hun heller ikke får særlig mange henvendelser og helt objektivt undrer det mig altså. Både Lisbeth og jeg er ganske tiltrækkende piger, i hvert fald ud fra vores fotos at dømme - fotos som er ganske vellignende. Det kan selvfølgelig være at der er noget galt med profilteksten og hvorvidt vi i virkeligheden er tiltrækkende kan vel egentlig først vise sig ved et personligt møde. De mænd jeg har været i kontakt med har fortalt mig at de får mange henvendelser - disse mænds tiltrækningskraft vil jeg nok vurdere til at være ca. på samme niveau som min og Lisbeths, at dømme ud fra et foto og en profiltekst - så hvad er der galt?
Jeg er på mange måder en moderne pige, jeg ønsker ligeberettigelse osv. men når det drejer sig om parforhold, har jeg nok altid forholdt mig en smule afventende, i hvert fald indtil jeg har kunnet mærke en gensidig sympati og da dette er svært når man befinder sig på netdating, har jeg jo nok et problem. Jeg kan lide at flirte og det er i sagens natur ikke muligt i cyber space, og dog måske alligevel en smule hvis man skriver lidt sammen inden man mødes, men de fleste mænd ønsker ikke at skrive lidt sammen først, det vil mødes ret hurtigt. Dette er sikkert også smart nok, idet man risikerer opbygge nogle forventninger som ikke holder vand når man så endelig mødes.
Jeg har tre dage tilbage af mit medlemskab og går lige nu og overvejer om jeg skal forny det, eller om jeg bare skal droppe det. På den anden side, prinsen på den hvide hest kunne melde sig ind dagen efter jeg har meldt mig ud. Alt i alt er mødet med manden i ens liv fuldstændig op til tilfældig gøren og laden, tilvalg og fravalg og puuuuha hvor er det altså frustrerende.
I mit sidste indlæg var jeg på vej i Nyhavn hvor jeg skulle mødes med Lisbeth som havde kontaktet mig via den datingportal hvor vi begge har vores profil. Lisbeth savnede veninder at gå i byen med fordi alle hendes veninder er gift og har børn og ikke er til at lokke i byen. I hvert fald ikke særlig ofte.
Lisbeth og jeg mødtes som aftalt ved ankeret i Nyhavn. Jeg vidste at Lisbeth muligvis havde inviteret andre og jeg var spændt på hvem jeg skulle møde. Hvem var Lisbeth og ville vi klikke med hinanden osv.? Det viste sig hurtigt at hun var sød og nem at snakke med. Lisbeth fortalte at hun havde sat et par andre stævne men de var forsinkede så vi gik ned igennem Nyhavn og fandt et bord. Netop som vi skulle til at bestille noget at drikke dukkede de to andre op og stor var min overraskelse da jeg så jeg kendte en af pigerne i forvejen. Ganske vist overfladisk som kunde i hendes butik på hovedgaden i det område hvor jeg bor, men vi har ofte sludret og grinet sammen når jeg har været i hendes butik. Det var vældig opmuntrende og underholdende. Den fjerde pige kendte jeg ikke, men hun viste sig hurtigt at være farverig, underholdende og som de andre ganske nem at sludre med.
Vi fik noget at drikke og så begyndte vi at snakke - hold da helt op hvor vi snakkede. De tre andre kendte jo en del mere til hinanden end jeg kendte til dem og de til mig, men det lagde absolut ikke en dæmper på tingene. Der kom godt nok nogle ting på bordet og specielt handlede det jo om mænd og deres mangler og fortræffeligheder - nok desværre mest deres mangler. Jeg sad ind i mellem og iagttog sceneriet og funderede lidt over hvad det egentlig er som sker når kvinder "bonder" på den måde som vi gjorde det i fredags i Nyhavn. Jeg er lidt ked af at sige at jeg ikke tror at mænd har den samme slags fællesskab som vi kvinder nogle gange meget hurtigt får etableret. Og jeg tror at de kunne lære så ufattelig meget af hinanden hvis det bare ville lukke lidt op for sluserne sådan som vi kvinder gør. Jeg kender ganske få mænd som er parate til det og de har svært ved at finde artsfæller.
Den ene fjerdedel af forsamlingen skulle af sted og resten af os fortsatte til et cocktailsted hvor vi vist fik så hatten passede. To af os skulle frygtelig tidligt op næste dag så vi endte med at fange det sidste S-tog og vende snuden hjem omkring midnat. Lisbeth og jeg var enige om at det bestemt havde været en succes og at vi skal ses igen, også med de to andre.
Jeg fik på et tidspunkt den idé at vi hver især kunne invitere nogle af de mænd med, måske nogle vi har været på date med. For selvom kemien ikke lige er der for mig og en given mand, betyder det jo ikke at han ikke er sød og rar og måske lige noget for en af de andre piger og vise versa. Jeg forestiller mig at det kan lette noget af presset hvis vi er en lille blandet flok som mødes. Under alle omstændigheder skal vi nok få det sjovt, måske en dans eller to og et par cocktails.
Se, den havde jeg jo ikke lige set komme! Men der er da en hel del fornuft i det når jeg tænker mig ordentligt om. Når man er i fyrrene er ens veninder næsten allesammen gift og har børn. De render i hvert fald ikke i byen i tide og utide og de er svære at få lokket ud selv under de mest gunstige forhold.
Jeg blev derfor kontaktet af en pige som savnde veninder at gå i byen med, da jeg havde sundet mig lidt måtte jeg jo indrømme at min situation er fuldkommen den samme. Så kan jeg enten vælge at sidde derhjemme hver fredag og lørdag aften og rådne op, eller jeg kan være den enlige moster/faster/tante som turnerer på besøg hos familien. Hende som de alle sammen har enormt ondt af fordi hun er alene og ikke selv har fået børn. Guuuuuud fri mig vel - tænk sig at få mærkatet "Spinster" eller "Gammeljomfru" klistret på sig. Det der med jomfru er det nok som så med, men så gammel da :o)
Nå men jeg skrev tilbage til pigen - lad os kalde hende Lisbeth - jeg skrev altså til Lisbeth at jeg syntes at det var en rigtig god idé. Lisbeth og jeg skal mødes i Nyhavn her til aften og jeg er ret spændt på hvordan det er at møde en potentiel veninde via nettet, det er jo ikke gået så godt med de potentielle partnere, jeg bliver sgu skuffet hver gang og det gør de mænd jeg møder muligvis også. Det var blandt andet derfor at jeg syntes at Lisbeths idé var god. Jeg ved godt at statistikerne siger at man ikke møder sin næste partner i byen, men at det oftest sker på arbejdspladsen eller til sport. Hvad skal man så stille op når man kun arbejder sammen med 17 personer og gennemsnitsalderen er over 55 og når min sport er en danseart som kun er for kvinder?? Ja ikke!!!
Nå men nu må jeg vist afsted, hvis Lisbeth ikke skal tro at jeg har brændt hende af. Jeg vil naturligvis vende tilbage med et fyldigt referat af hvordan dette spændende møde er forløbet.
Når man er lige ved at være 47 år, vil de fleste nok mene at man er ovre sin første ungdom. Ligesom de fleste, som bliver single i den alder og måske endda noget yngre, føler sig mærkeligt til mode ved at skulle være udfarende og "jagende" på det store åbne marked igen.
Det er med mig som det sikkert er med mange, at jeg synes at jeg holder mig godt, jeg er slank og veltrænet og følger trends og tendenser som rigtig mange i min alder gør i dag. Vi er jo ikke, som da vores forældre var i den alder, fuldkommen "over the hill". Jeg tænker af og til på den forfærdelige sang som Bjarne Liller sang, den hed vist nok "Billet mrk" der blev i hvert fald sunget "ensom dame fyrre år" Gisp! Det er snart syv år siden jeg var fyrre og den "dame" han synger om lyder som om hun kunne være firs! Er der ikke noget om at man siger at fyrrene er de nye tredivere? Hmmm - jeg ved det ikke, jeg ved bare at jeg føler mig mest som om jeg i virkeligheden var i begyndelsen af trediverne. Hell - jeg er i bedre form end jeg var dengang.
Nå men for at vende tilbage til overskriften, så skulle jeg jo finde ud af hvor man går i byen for først og fremmest at møde nye mennesker, forhåbentlig med et par singler imellem, for det andet for at hygge sig, danse og få sig nogle skønne cocktails og sidst men ikke mindst, ikke blive fuldstændig deprimeret over at de fleste tilstedeværende er under tredive, måske endda under femogtyve
Jeg har spurgt mig omkring, men min omgangskreds består af gifte par med børn og de har ikke været i byen i årevis, i hvert fald ikke på dansesteder som dem jeg efterlyser. Den eneste singlemand jeg kender, går på værtshuse på under 40 m2 hvilket betyder at han må ryge. Og dog var der en gift familiefar som forleden fortalte mig at han med sin kone ind i mellem tager på Klub Nord som ligger på Vesterbrogade overfor Tivoli (vist nok det gamle Baronen og Baronessen). Se mere her: http://www.aok.dk/natteliv/nord-natklub
En anden fortalte mig om Copenhagen JazzHouse som hver fredag og lørdag efter koncerterne præsenterer et lækkert dj-lineup med en række højprofilerede navne og klubarrangementer fra både københavnske og international grund. Fredage bliver natklubbens eksperimenterende lillebror, hvor stilen bliver mere elektronisk og kantet. Lørdage bliver det velkendte og mere voksne dansegulv.
Jeg har endnu ikke selv været der hverken på Klub Nord eller på Copenhagen JazzHouse endnu men lur mig om ikke vejen går der forbi inden for et par uger, og til den tid vil jeg naturligvis komme med min uforbeholdne mening om stederne. Jeg har høje forhåbninger på baggrund af min bekendtes udtalelser om stedet og fordi jeg endnu ikke har fundet andre.
Måske sidder der nogen derud som allerede enten kan anbefale stederne, eller måske det modsatte. Hvis du har en mening om begge eller et af disse to steder er du velkommen til at kommentere mit indlæg. Ligesom du er mere end velkommen til at fortælle om andre steder som dem jeg efterlyser.
Har du for nylig været på nettet for at finde en partner? I så fald har du sikkert besøgt nogle af de uendelig mange datingsider som findes i cyber space.
Jeg ser selv temmelig ny i dette cyber dating-helvede, ja undskyld udtrykket, men jeg bliver mere og mere frustreret over den adfærd som gør sig gældende. Jeg skriver ikke dette for at skælde ud, overhovedet ikke men jeg undrer mig over hvordan mænd og kvinder lader til at gribe dette univers meget forskelligt an.
Det er muligt at jeg er den gammeldags type, men det troede jeg egentlig ikke. Det virker på mig som om kvinderne i cyber space er temmelig målrettede og opstiller en del krav til en fremtidig partner - ikke at mændene ikke stiller krav, men det virker som om mændene laver deres profil hvorefter de læner sig tilbage i stolen og venter på at kvinderne melder ind! Er det mon sådan det for det meste foregår? Jeg spørger fordi jeg er usikker, det er bare en fornemmelse jeg har fået.
Jeg fik den tanke at vi kvinder et eller andet sted selv er ude om det…. Er vi uhyggeligt krævende og har vi gjort mændene til eunukker som er skrupforvirrede om deres egen identitet? Først vil kvinderne have en blød og sårbar mand, så vil de have en som har sine meningers mod, de vil have veluddannede mænd med hænderne skruet ordentligt på. Det virker som om vi kvinder har tilranet os rollen som den i parforholdet med deb egenrådige ret til at bestemme hvor skabet skal stå. Vi vil have at vores mænd skal tage stilling og melde ud, hvorefter vi fortæller dem at de er helt forkert på den og hvorfor det lige er at vi kvinder har ret, både med hensyn til børneopdragelse og indretning af hjemmet og så mange andre ting. Det eneste mændene efterhånden kan råde over er græsplænen og bilen og så alligevel ikke helt for vi vil også have lov til at bestemme hvad farve bilen skal have.
Jeg fik kuldegysninger forleden (som så ofte før) da jeg hørte en mand sige "jeg skal lige spørge om lov derhjemme" da nogle kolleger inviterede ham til noget herre-tamtam. Det kan godt være at det er konen som har styr på familiens sociale kalender, men det var ikke et spørgsmål om hvorvidt familien havde andre aftaler eller ej, det var helt og aldeles fordi han skulle høre konen om hun syntes at det var i orden.
Jeg har læst min egen datingprofil igennem rigtig mange gange og jeg fremstår, som så mange andre kvinder af tiden, som en selvstændig kvinde med styr på tingene. Jeg kan det meste selv, jeg har en velassorteret værktøjskasse osv. osv. Vi kvinder behøver i realiteten ikke en mand for at klare de praktiske gøremål. Betyder det mon at mænd som læser en sådan profil tænker "hvorfor har hun mon brug for mig"? Det på trods af at det eneste krav jeg stiller til en mand i min profil er at han skal føle at han kan matche en del af det jeg skriver om mig selv. Hermed mener jeg at der skal være en form for fælles referenceramme og at ønsker til hvordan livet skal leves, gerne skulle hænge sammen.
Under al selvstændigheden gemmer sig en kvinde som ind i mellem også er sårbar og blød. En kvinde som har brug for en dejlig mand som kan give mig tryghed og kærlighed. En kvinde som har brug for et fællesskab og som ikke har behov for at være mor for sin mand/kæreste. Er der mon ikke mange selvstændige kvinder derude, som har det ligesom jeg og som ikke kan finde ud af hvor alle de dejlige singlemænd er, statistikerne siger jo at de er derude?
Dette er mit første indlæg på min første blog - der sker rigtig mange nye ting i mit liv i øjeblikket. Men nøden lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde :o) Der kommer flere indlæg fra min side om dette emne, jeg gør mig mange rigtig tanker og vil vældig gerne have feedback på ovenstående, både fra mænd og kvinder.
Opslag
