Non, Je Ne Regrette Rien

Nu hvor vi, efter sommeren, er gået tilbage til ”normaltid” er det lige pludselig næsten helt mørkt når jeg er på vej hjem fra arbejde. Forleden, da jeg sad i toget og kiggede ud af vinduet, og så på alle de oplyste vinduer jeg passerede, kom jeg til at tænke på engang for 18 år siden, lige inden jeg hoppede ud af mit første lange parforhold. Dengang sad jeg i bussen, og kiggede ud, og tænkte på hvad det mon var for nogle liv menneskene inde bag de oplyste vinduer levede. Jeg sad og ønskede mig min helt egen lejlighed hvor jeg kunne være alene og gøre nøjagtig hvad jeg havde lyst til. På det tidspunkt var jeg 29 år og havde aldrig boet alene. Jeg var flyttet direkte fra min mor og sammen med min kæreste da jeg var 18 år. Jeg var blevet den lille husmoder i lægget nederdel og perlekæde – GISP!!! Han og jeg havde stille og roligt udviklet os i forskellige retninger. Det var såmænd ikke fordi vi skændtes eller havde det specielt dårligt, men vores forhold var gradvist blevet nærmest søskendeagtigt, i hvert fald fra min side, hvilket helt naturligt afstedkom at sexlivet nærmest var gået i stå. Der var ingen lidenskabelig og passioneret kærlighed tilbage, og for mig må det bare ikke mangle, i hvert fald ikke før laaaaaaangt senere i livet. Sådan har jeg det stadig, og jeg bærer da også rundt på et håb om, at jeg kan nære den slags følelser til den dag jeg stiller de små stiletmorgensko med fjerkvaster og lægger mig ned og dør. ….. og så var der også lige den lille detalje at jeg var hamrende forelsket i en vidunderlig mand som jeg arbejdede sammen med – vi havde ikke, på det tidspunkt, indledt et forhold men vi flirtede kraftigt og hold da helt op hvor var jeg forelsket.

Hvis du har fulgt min blog ved du at jeg for et år siden røg ud af mit tredje langvarige parforhold, men kun det andet forhold som samboende. Jeg har som sagt nu boet alene i et år og da jeg sad og kiggede på de oplyste vinduer slog tanken mig, at det nu er noget andet jeg ønsker mig, i forhold til for 18 år siden. Dengang syntes jeg at jeg så stærke selvstændige singlekvinder alle vegne og i dag ser jeg gode parforhold med et kærligt og respektfuldt indhold alle vegne. Ganske ligesom en kvinde der brændende ønsker sig et barn, ser gravide kvinder og barnevogne alle vegne.

Lige i kølvandet på disse tanker, dukker andre tanker op; Hvorfor er det lige at naboens græs ofte virker så meget grønnere end noget man selv kan præstere på egen matrikel? Strengt taget ved ingen af os hvad der foregår bag naboens lukkede døre. Ligesom jeg intet ved, om de liv som udfolder sig bag de oplyste vinduer, jeg ser fra toget på vej hjem fra arbejde. Vi aner intet om skeletterne i skabene og tro mig, min erfaring siger mig efterhånden er der er findes skeletter alle vegne. At naboens forhave og hoveddør er fin og at bilen og dørhammeren er nypolerede, siger intet om de eventuelle sjælekvaler der måske eller måske ikke findes bag døren. Hvorfor er det lige, at vi har så svært ved at fokusere på de gode ting i vores egne liv, i stedet for at kigge på naboens grønne græs og fokusere på de ting i vores liv, som vi ikke er tilfredse med. Jeg er sikker på, at hvis det faktisk lykkedes for os at fokusere på de gode og velfungerende ting, ville vi gradvist få kræfter og livsmod til stille og roligt at gøre noget ved alt det andet.

Jeg kom vist lidt bort fra de oplyste vinduer, men mens jeg sad der i toget og funderede over tingene, gik det op for mig, at i modsætning til det singleliv jeg dengang ønskede mig, er det i dag parforholdet og familielivet jeg længes efter. Efter at have boet alene i 12 år, for derefter at leve i en familie i næsten 5 år, har jeg fået smag for det liv der er omkring en, når man deler bolig med andre, særligt med sit livs udkårne som jeg jo troede jeg gjorde. At jeg har fået nogle gok i nødden og at jeg har brugt det sidste årstid på at slikke mine sår, har ikke fået mig til at fortryde noget som helst.

Det liv jeg har levet indtil nu, har givet mig en masse gode oplevelser og har lært mig en masse, jeg har både lært hvad jeg IKKE skal gøre, men helt sikker også om hvad jeg skal gøre mere af. Jeg har lært en masse om hvad der virker og jeg har lært at jeg skal reagere på min mavefornemmelse, særligt hvis min mave siger mig at der er noget galt.

Jeg fik aldrig nogen børn og det er der nogle af mine veninder som synes er frygtelig synd for mig, men det er ”just the way the cookie crumbled” og nu er det selvfølgelig for sent. Jeg synes ikke det er synd for mig, for jeg ved jo ikke hvad det vil sige. Og ærligt talt, hvis det havde været et altoverskyggende ønske for mig, mon så ikke jeg havde fået mindst et barn? Og for at komme ind på et emne som jeg har berørt før, skal vi så ikke lade det være op til den enkelte, om børn vælges til eller fra? Det er ligesom det der med naboens græs, som er grønnere end vores eget, bare med modsat fortegn. Hvis vi mener at vi har fundet de vises sten, tror vi, at vi kan tillade os at prædike for andre og fortælle dem hvad vi synes de gør forkert. Nix – think again! Det evigt saliggørende for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Lad os nu være enige om at det kan voksne mennesker godt selv finde ud af at styre.

Når jeg kigger i mit livs bakspejl, synes jeg, at jeg indtil videre har haft et dejligt liv. Jeg har oplevet en masse dejlige ting, jeg har elsket og er blevet elsket af nogle dejlige mænd og ja, jeg har også haft svære perioder i mit liv, men som jeg plejer at sige; ”hvis det ikke slår dig ihjel, gør det dig stærkere”. Jeg har lært at det er nødvendigt at være selvransagende og gøre tingene anderledes hvis jeg ikke ønsker at noget gentager sig. Dog mener jeg som udgangspunkt at intet er så dårligt at det ikke er godt for noget – det er min ukuelige optimisme som taler her.

Konklusion: Jeg fortryder intet eller Non, Je Ne Regrette Rien som Edith Piaf synger: http://www.youtube.com/watch?v=Q3Kvu6Kgp88

Den moderne kvindes "frie valg"

Moderne kvinder kan det meste selv, og jeg er en af de moderne kvinder. Jeg ejer en velassorteret værktøjskasse, jeg har både en bore/skruemaskine og et vaterpas, jeg kender mænd som giver op overfor praktisk opgaver og betaler sig fra det, langt tidligere end jeg gør. Jeg har styr på min økonomi, eller rettere, jeg er pinligt bevidst om mit overtræk. Jeg er altså rimelig selvkørende og jeg er glad for at det er sådan.

Der er dog det lille "aber dabei" ved det, at jeg indimellem, særligt efter det år som lige er gået hvor uheldene har forfulgt mig på nærmest ondskabsfuld vis, føler mig meget lille og helt alene med mine bekymringer. Jeg savner en stor tryg favn jeg kan gemme mig i og blive aet over håret og få at vide at det hele nok skal gå. Inden jeg flyttede sammen med min eks, boede jeg alene i 12 år - jeg havde en kæreste, den samme i alle 12 år, men fordi vi aldrig boede sammen lærte jeg at klare mig selv. Da jeg så flyttede sammen med min eks, fik jeg alt det jeg drømte om; en familie, en rolle at udfylde som familie "mor" - "bonusmor" om du vil. Det forhold kiksede og nu savner jeg fællesskabet og det at være noget for nogen på en daglig basis, jeg har måtte sande at der ligger et behov i mine instinkter som jeg ikke får dækket når jeg bor alene.

Jeg ved også godt at det næste jeg skriver, sikkert vil provokere en del kvinder og det er slet ikke fordi jeg vil tilbage til gamle kønsrollemønstre, men jeg drømmer nogle gange om at være den lille kvinde som sørger for at husholdningen hænger sammen, at være hende som laver skønne middage og bagværk, som sørger for at sengetøjet er friskt og lækkert, hende som i et lækkert outfit disker natmad op for manden i mit liv, når han kommer sent hjem. Hende der er den "nærmest perfekte" partner og elskerinde i eet. Hende der er superværtinde ved middage, fester og når venner og familie bare falder ind til en kop kaffe.

Og selvom jeg er den der selvstændige kvinde, og ikke ønsker mig det store flødeskumsbryllup, vil jeg gerne giftes en dag, jeg ønsker mig at blive friet til, jeg ønsker mig at føle mig ønsket og elsket, jeg kan godt lide når en mand gider at holde døren og min frakke for mig, skubbe stole ind under mig ved en middag osv. Skal vi give afkald på betænksomhed fordi vi har fået ligeberettigelse?

I virkeligheden er ovenstående beskrivelse måske mit alter ego som kommer til udtryk, en del af min personlighed som er blevet holdt nede af udefra kommende påvirkninger og krav til hvordan den moderne kvinde skal gebærde sig. Oven i købet en langt større påvirkning fra andre kvinder end fra mænd. En påvirkning fra bl.a. den gamle rødstrømpebevægelse, som jeg mener trænger voldsomt til justering fordi vi nu har opnået en så høj grad af ligeberettigelse - og hurra for den! Men en påvirkning som gør at vi (nogle) kvinder på mange måder lægger en dæmper på helt naturlige instinkter med det resultat at vi ender som frustrerede smågnavne madammer som ikke ved hvad der er galt.

Kunne det ikke være skønt om vi kvinder kunne følge vores instinkter og være ligeglade med hvad omverdenen tænker. Det er efterhånden helt ok at kvinder har bevæget sig ind i de traditionelle mandeuddannelser og jobs og det er jo fantastisk, men jeg tror desværre at de mere traditionelle kvindebeskæftigelser bliver anskuet med en vis nedladenhed - især blandt kvinder. Kunne det ikke være fedt at de kvinder som ønsker det, kunne tage nogle år som hjemmegående eller deltidsansat, uden at skulle høre på omverdenens hetz. Eller at karrierekvinder som bliver skilt, kan overlade sine børn til hovedsageligt at bo hos deres far, fordi det er det ungerne har bedst af, uden at få at vide at hun er en ravnemor. Kunne det ikke være skønt om omverdenen ville overlade det til den enkelte kvinde/familie at føle efter og beslutte hvad der er bedst for dem, ud fra både instinkter og vilkår.

I min opfattelse bør alle kvinder kunne vælge hvilken som helst retning i deres liv de ønsker sig - det være sig karrierevejen, familievejen, en blanding af begge dele eller hvad som helst instinktet, talentet og/eller behovet siger - uden at skulle stå til regnskab for omverdenen.

For hvad vil det i virkeligheden sige at være en "rigtig" kvinde? Er det ikke hende som trives og er lykkelig med sine valg i livet? Det være sig valg af seksuel overbevisning, uddannelse, job, partner eller ikke partner og børn eller ikke børn.

Musik til min sjæl

Når man er ulykkelig over et tabt parforhold, det gælder i hvert fald for mig, så er det næstbedste plaster på såret musikken. Det bedste er stadig at få lov til at køre fuldkommen ud af en tangent og være urimelig, ulykkelig, vred og selvmedlidende, mens gode veninder lytter og tillader at man er sådan - heldigvis er det ikke længere aktuelt.

Tilbage til musikken. Jeg kører i tog til og fra arbejde, og mens jeg rasler ind mod byen, lytter jeg til P3 på min mobil og hver gang jeg er faldet over en sang hvor teksten har fået mig til at tænke eller føle på en bestemt måde, har jeg noteret mig kunstneren eller jeg er gået på P3's playlist og har derefter straks downloadet nummeret via iTunes. Det er så røget direkte over i min iPod. Efterhånden har jeg en kanon liste af musik, som passer perfekt til hjertekvaler. Der er musik som bringer tårerne frem, der er musik som har givet lyst til at sige "nej fandeme nej" nu skal det være slut med al den selvmedlidenhed. Der er musik som har fået mig til at føle håb for fremtiden, som af og til har set temmelig sort ud - man er vel lidt af en Drama Queen! Og stille og roligt har denne musik, sammen med mine skønne veninder og en enkelt dejlig mandsperson, fået mig til at smile igen.

Nogle gange har det været melodien som har gjort udfaldet og andre gange har det været teksten. Ind imellem har teksten intet at gøre med hjertekval, men den er alligevel røget lige ind i øresneglen og videre ned i mit hjerte og har sat mig i et humør som gjorde at jeg bare måtte downloade den.

En af de første sange som jeg downloadede i mit triste humør var "Over You" med Daughtry, lidt præmaturt måske, for på det pågældende tidspunkt var jeg på ingen måde "Over him" men det er jeg nu og nu har den i den grad sin retfærdiggørelse når den brager ud af mine højtalere og jeg lystigt skråler med. Hør den her, den sidder lige i øjet - eller jeg skulle måske sige øret: http://www.youtube.com/watch?v=_tnzTCWpp0k

Så var der Carolina Liar med "Show me what I'm looking for" og ud fra titlen kan du sikkert gætte dig til hvad den gjorde ved mig. Jeg sad faktisk i S-toget og tudede da jeg hørte den første gang, den gik simpelthen lige i hjertekulen. Hør den her: http://www.blogger.com/www.youtube.com/watch?v=WkwVTK10cwQ

Da jeg var begyndt at få det lidt bedre hørte jeg "Second Last Chance" med Bryan Rice. En vaskeægte popmelodi som gjorde mig i godt humør og teksten tjaeee… when you're down on your luck……. turn around now and give yourself another chance…. Det var jo lige det jeg havde brug for nemlig - another chance. Hør den her: http://www.blogger.com/www.youtube.com/watch?v=xHg8yNCFkt4

Der har været mange sange, men den sidste jeg vil nævne her er Erik Hassle og "Hurtful. Ikke at det er sådan jeg har følt for jeg var jo den forurettede, men jeg havde måske på et tidspunkt et ønske om at "han" ham der den "dumme" som dumpede mig, var dukket op og havde sagt lige præcis det som sangen siger. Det gjorde han selvfølgelig ikke og i dag har jeg heldigvis ikke behovet længere. Hør den her: http://www.youtube.com/watch?v=Pc2__wF2MXI&feature=fvst

Så er der den der mand i mit liv som jeg har skrevet om tidliger, ham jeg er begyndt at se igen. Han har gennem årene introduceret mig for meget musik. Musikken er en stor del at hans liv, og vi har nydt meget musik sammen. Vi har både lyttet til solister og bands, men vi har også været udøvende sammen. Han har spillet guitar og jeg har sunget og vi har spillet i band sammen. Noget som jeg savner helt utroligt og noget som jeg simpelthen må genoptage når lejligheden byder sig. Nå men ham den dejlige mand med musikken, har for nylig introduceret mig for et band, som jeg nok havde hørt før, men som jeg endnu ikke havde bidt så meget mærke i. Det er The Blue Van og for et par uger siden var vi til en af deres koncerter. Vi havde en fantastisk aften og vidunderlig weekend. Til dig vil jeg sige som de synger i sangen "You mended my heart and you put back the part that was missing, cos you are true" og "tak fordi du er i mit liv. Og til alle jer andre vil jeg sige, hør sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=ANPR48RHzes

Forberedelser til besøg af min eks og han nye kæreste

Min ekskæreste skulle komme forbi med et spejl og nogle forskellige andre ting som ikke bare lige kunne vikles ud af hans bohave da jeg flyttede sidste år. Til at starte med havde han ikke tid til at finde en erstatning for mit spejl, så det kunne ikke blive lige med det samme, men da jeg fortalte ham noget som han ikke vidste om spejlet da det hang i hans hjem i de 4 år jeg boede der, nemlig at det var givet til mig i julegave af min tidligere kæreste, så kan I tro at der pludselig skete noget. Nå men, han mailede så forleden og spurgte om han kunne komme med tingene, og jeg svarede ”naturligvis kan du det, vil du have en kop te når du nu er her?” og så svarede han at det ville han lige finde ud af, for den nye kæreste og hans datter ville være med. Jeg skrev tilbage til ham at de naturligvis alle sammen var mere end velkomne og at jeg gerne serverede te osv.

I dagene op til fik jeg fortalt til et par veninder at jeg muligvis skulle møde den nye ”frille” – ja undskyld men det var faktisk det ord jeg brugte og det var ikke særlig sødt af mig, men hva’ man er vel menneskelig. En af mine veninder sagde nøjagtigt hvad jeg selv tænkte ”skal du så ikke placere nogle herreeffekter sådan strategisk rundt omkring?” for som hun også sagde ”han skal jo ikke tro at du stadig render rundt og sukker efter ham vel!” Øhhh, tjaeee altså….. jeg ville jo sådan set gerne give ham indtryk af at jeg også har et liv – hvilket jeg faktisk har, men jeg har samtidig indtryk af at han tror at jeg ikke kan slippe ham og mine håb for at det en dag alligevel skal være ham og mig. Her vil jeg lige understrege ”been there, done that, got the t-shirt” eller jeg skulle måske snarere sig ”got the bruises” altså i overført betydning og ikke noget med vold eller noget, men min sjæl har i den grad fået nogle ar, af især det sidst års samliv med ham. Derfor er det uhyggeligt vigtigt for mig at han er klar over at han er HISTORY i hvert fald i romantisk henseende. Venskabet vil jeg, som jeg tidligere har skrevet på denne blog, meget gerne opretholde.

Da han dukkede op, viste det sig at de desværre ikke havde tid til te, men han og datteren – den dejlige tøs som jeg holder så meget af, kom ind med mine ting. Tøsen og jeg fik os en krammer, det var dejligt at se hende igen. Det var såmænd også ok at se ham igen og jeg var lidt skuffet over at de ikke havde tid til te og at jeg tilsyneladende ikke skulle præsenteres for ”frillen” denne gang, da jeg pludselig opdagede at hun stod udenfor min havedør. Resolut gik jeg hen og smækkede døren helt op og med et stort smil og min mest imødekommende facon rakte jeg hånden frem og præsenterede mig. Hun virkede lidt skræmt, hvilket jeg ikke helt forstår, det er jo hende som er på den høje hest, hende som har manden (manden som sikkert har fortalt hende at jeg stadig angler efter ham). Det var så ikke lige det indtryk hun fik i går. Det hun så i går var en kvinde fuld af selvtillid og ro i sjælen og som ønskede dem en rigtig god tur på den rejse de skal af sted på snart.

Nå, men jeg fik mine ting og min hoveddørsnøgle retur og gud hjælpe mig om han ikke så meget som kom i nærheden af badeværelset, hvor jeg strategisk havde placeret en barbermaskine og en herredeodorant på bordet ved vasken, et par Bjørn Borg tights på radiatoren - en stram lille størrelse medium :o) og en fluorescerende grøn tandbørste sammen med min lyserøde i tandkruset.

Ærgerligt! Øv øv øv, det havde ellers været fedt hvis han havde set effekterne. Han ville med garanti have haft for meget pli til at spørge til dem, men han havde med sikkerhed tænkt sit og det var lige præcis det jeg var ude på. Nå men jeg får nok chancen en anden gang. Der er jo faktisk en mand i mit liv, men han er ikke nået så langt som til at efterlade den slags praktiske småting i min lejlighed. Den dag kommer forhåbentlig inden alt for længe, ham vil jeg nemlig gerne tilbringe mere kvalitetstid sammen med.