søndag den 13. december 2009

Min nye blog

Kære læser

Alle de ting i mit liv som ikke handler om at være single, eller som er en direkte følge deraf, har holdt flyttedag.

Fremover skriver jeg om singlelivet her på denne blog og om alt det andet på www.lavendelhuset.blogspot.com. Tjek den ud :o)

Rigtig glædelig jul til alle

mandag den 23. november 2009

Ting som gik den forkerte vej i bodelingen…

Ihhh altså, så står jeg igen og mangler noget som gik den forkerte vej i bodelingen og noget som jeg bare ikke fik med.

Denne gang er det den ekstra bordplade som jeg, før vi flyttede sammen, brugte når jeg skulle have mange gæster. Pengene er små lige nu, to flytninger inden for 1 år (det første sted var en kikser). Tjae, så er der altså ikke så meget tilbage, til bare lige at smutte ud og købe nyt. Har bedt ham om at levere min bordplade på min nye adresse.

Da vi flyttede sammen, sammenlignede vi de ting vi havde to af. Eksempelvis brødristere - hans var nyere og pænere end min, så min røg til hans lillebror som stod for at skulle flytte hjemmefra. Ergo, jeg skulle ud og købe en ny da jeg flyttede. Selvfølgelig var der også ting som han skulle ud og købe på ny og jeg har da heller ikke ondt af mig selv, jeg er bare nødt til at være lidt sparsommelig.

Så var der krydderiglassene, tilfældigvis havde vi de samme og vi nøjedes ikke med at skille os af med dubletterne. Vi skilte os af med dem alle sammen og var enige om at bruge nogle vældig pæne syltetøjsglas som vi satte fine klare etiketter på. Det ser fint ud, at man kan se krydderiernes farve, og så kan man få en ske ned i glasset til forskel fra små traditionelle krydderiglas. Nå men, dem flyttede jeg altså fra, jeg så ingen grund til at vi skulle dele dem, med det resultat at jeg nu mangler krydderiglas.

Jeg er kommet på, at jeg vil forsøge at samle Maille sennepsglas til mine krydderier (den lille størrelse som indeholder 200 ml.). Det tager bare så forbasket lang tid at tømme et sennepsglas i forhold til et syltetøjsglas.

Så skulle du, kære læser, ligge inde med sådan nogle glas, du ikke lige har fået skilt dig af med endnu, ja så vil jeg vældig gerne aftage dem. Eller har du en idé til hvordan jeg kan speede processen lidt op uden at hælde sennep'en direkte ud i køkkenvasken - ja så lytter jeg gerne til gode råd.

søndag den 22. november 2009

Det ku' være jeg skulle omdøbe denne blog…?

Tidens Singler….. hmmmm - jo jeg er single, og da jeg startede bloggen handlede det rigtig meget om at jeg var single, måske fordi det stod for mig som noget nær den ultimative falliterklæring at være blevet dumpet, men nu handler det ikke længere kun om det. Nu handler det mere om mine tanker om livet helt generelt. Jeg droppede hurtigt ud af netdating-gamet, som jeg ikke brød mig særlig meget om, måske fordi jeg var startet aaaalt for tidligt. Jeg følte mig desperado-agtig og jeg havde ikke sjælen med i det. Jeg nedlagde min datingprofil og jeg forestiller mig ikke at jeg opretter en ny.

Misforstå mig endelig ikke, jeg synes det er en fantastisk mulighed for singler, til at møde deres livs udkårne, men det er bare ikke noget for lige præcis denne single. I hvert fald ikke på daværende tidspunkt.

Jeg er så småt ved at være på fode igen, efter mit parforhold crashed and burned, og jo jeg har stadig ar og en vis sørgmodighed og helt ærligt så savner jeg tosomheden, men lige nu er jeg i gang med at finde ud af at være mig igen. Lige nu er jeg ved at stable min tidligere så aktive sjæl på benene igen.

I rigtig lang tid kunne jeg intet overskue. Alt hvad jeg tidligere havde elsket at beskæftige mig med, havde ikke længere nogen tiltrækning. Jeg kunne ikke fastholde kreative ideer, jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse bøger, hvilket altid har været en favorit afslapningsbeskæftigelse for mig. Jeg havde svært ved at lave aftaler med veninder, jeg ville hellere lide i stilhed, slikke mine sår og være helt alene. Når jeg var ude og handle kunne jeg gå i baglås over køledisken, jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle købe. Jeg havde ikke lyst til at lave mad når jeg ikke havde nogen at lave mad til - andre end mig selv vel at mærke.

Jeg er stadig ikke god til at lave mad til mig selv, men alt det andet er ved at vende tilbage til mit liv og guuuud hvor er det skønt. I dag har jeg haft en rigtig fed søndag. Jeg har trisset rundt i nattøj og har hyggenusset rundt i lejligheden og har fået bragt nogle ting i orden som har ligget og gloet på mig i nogen tid.

Jeg har affundet mig med at jeg er alene, jeg kan lide at være alene også selvom jeg er overbevist om at jeg ikke er bygget til at leve mit liv alene - ikke i længden. Men det er ikke længere en mareridtsagtig eksistens at være single, herregud det bliver jo ikke bedre af at være desperado - que sera sera er måske et lidt fatalistisk udtryk, og det er da heller ikke fordi jeg ikke tror på, at man selv er med til at påvirke sin fremtid, men jeg tror at det i min situation er befordrende at slappe lidt af og lade tingene ske, sådan lidt af sig selv.

lørdag den 21. november 2009

Den stille vold

Jo længere jeg kommer væk fra mit sidste parforhold og jo bedre jeg får det, går det stille og roligt op for mig, at jeg har været udsat for det man vel kalder psykisk terror – eller den stille vold. Der kommer ingen blå mærker eller brækkede knogler, men sjælen tager skade. Jeg ville aldrig have troet at det kunne ske for mig. Jeg er jo en stærk kvinde og ville aldrig finde mig i den slags og så var jeg, mens jeg var i det, alt for stolt til at indrømme over for mig selv, hvor dysfunktionelt det var.

Det skete lige så langsomt og meget subtilt, men det startede tidligt i forholdet og jeg opdagede faktisk ikke hvor alvorligt det var, før jeg var flyttet fra ham og skulle komme mig over bruddet.

Vi havde kendt hinanden som kolleger i ganske mange år, og genmødtes ved et tilfælde efter ikke at have set hinanden i ca. 5 år. Det var kærlighed ved først gensyn, han fejede benene fuldstændig væk under mig, han sagde søde ord og var super-opmærksom på min person. Jeg fik komplimenter 24/7 og han sagde ting som ”you rock my world” og ”jeg er som en skildpadde der ligger på ryggen, forsvarsløs mod din kærlighed” og ”you are the prize justifying all the trouble I’v been through” yada yada yada! og så så han fantastisk godt ud, så jeg kunne knap tro mit held, at tænke sig at sådan en dejlig mand virkelig kunne elske mig. Mit selvværd fejlede ikke noget, jeg var blevet elsket af og havde elsket en anden dejlig mand i 12 år, men han kunne ikke give mig den der vidunderlig tosomhed og det harmoniske familieliv, som den nye mand i mit liv både kunne og ville.

Jeg faldt pladask og da han meget hurtigt ville have mig til at flytte ind i hans hus og jeg på det tidspunkt, i min forelskelseståge ikke havde set at den subtile dominans allerede havde gjort sit indtog, protesterede jeg ikke. Jeg ville jo åhh så gerne flytte ind til ham og hans to teenagebørn.

Jeg tror at jeg endelig har fattet hvad det var som skete. For det første havde jeg overhovedet ikke gennemskuet hvad han var for en person, jeg havde jo kun set hans lyse og gode sider. For det andet, havde jeg i de år vi var kolleger, aldrig drømt om at han kunne indeholde de sider jeg nu begyndte at se, og ikke forstod et mug af, og det er da også først nu jeg ser det fulde omfang af hans mørke sider.

Først charmerede han og var på 24/7, han sørgede for at jeg var helt og aldeles solgt, dernæst begynder han at lukke op for den sårede lille dreng han bærer rundt på indeni. Dette betød at alle mine Florence Nightingale-instinkter øjeblikkeligt blev vagt til live og da det sket tænkte jeg ”åhhh min stakkels elskede, min kærlighed kan hele alle de grimme ting der er blevet gjort imod dig i din barndom og i dit ægteskab – jeg skal bare elske dig højt nok og det gør jeg jo” samtidig fik jeg langsomt at vide hvor uforstående hans eks-kone havde været og hun blev hængt ud som en svag dum gås og en heks som ikke ville ham noget godt, også når børnene hørte på det. Jeg åd det hele råt.

Så begyndte kritikken stille og roligt, pludselig var der flere og flere ting som jeg ikke gjorde "rigtigt" – læs: på hans måde. Jeg var jo en stærk kvinde og ikke en svag push-over som hans eks-kone, så jeg satte hårdt mod hårdt og det endte med nogle forfærdelige skænderier, som han altid vandt, hvorefter jeg græd mig selv i søvn. Han begyndte at distancere sig fysisk og mentalt for at straffe mig og gøre mig usikker. Han begyndte at skænde på mig når vi havde gæster, selvom jeg bad ham om ikke at vaske vores beskidte vasketøj for øjnene af venner og familie. Men nej, han mente selvretfærdigt at hvis han spottede noget han ikke syntes var i orden, så skulle det siges straks så alle tilstedeværende kunne høre det - helt og aldeles respektløst. Vores gæster var naturligvis beklemte, men det rørte ham ikke, med det resultat at jeg begyndte at opføre mig kuet når vi havde gæster. Han fik ret og jeg undgik ydmygelse. Hvis der ellers ikke skete noget jeg ikke kunne forudse, han var nemlig også af og til utilregnelig. Fra at være sød og rar, slog han ned som et lyn. Nogle gange vidste jeg allerede inden gæsterne kom, at i dag ville helvede bryde løs.

Sjovt nok var vores venner, den ret store vennekreds jeg havde bragt med ind i forholdet. Hans vennekreds talte nogle ganske få studiekammerater som han maksimalt så en til to gange om året. Hans tidligere vennekreds var for det meste forblevet loyal med han ekskone – selvfølgelig fordi de havde oplevet det samme som mine venner nu så og fordi vennerne hovedsagelig var hendes til at begynde med. ….. og jeg fattede stadig ingenting og troede stadig på de dårlige ting han fortalte om hende!

Dagen efter skænderierne hvor han kunne se hvor grådkvalt jeg havde været, blev han blød og sagde undskyld og han sagde, at han jo var i gang med at ødelægge mig og at jeg hellere måtte se at komme væk. Han sagde at jeg lignede en der havde fået bank, og det havde jeg jo også - mentale bank. Men jeg elskede ham jo, så jeg sagde, at jeg var sikker på at vi kunne finde ud af at løse problemerne, hvis bare vi elskede hinanden og kunne kommunikere – og så var alt godt i et stykke tid. Når tiderne var gode fortalte han mig at han elskede mig og at han var stolt af mig og hvor taknemmelig han var for alt det jeg gjorde for ham og hans børn. Guderne skal vide, at jeg nærmest sprang rundt på tungen, for at vi skulle have et godt og trygt familieliv. Hans dejlige unger har aldrig været et problem, jeg holdt af dem fra starten og de af mig. Hvis vi skændte på grund af noget med børnene, handlede det altid om at jeg syntes at han var for hård overfor dem. Hans sorte sider gik nemlig også ud over dem.

For at gøre en lang historie kort, har jeg nu indset at jeg var bundnaiv, han gjorde præcis det samme ved mig som han havde gjort ved sin eks igennem hele deres ægteskab. At hun er gået meget langt ned med flaget skyldes at de var sammen i 20 år, hvorimod han og jeg kun var sammen i 5, og så er jeg nok temmelig stærk, men ikke stærk nok til ikke at gå i jeg-elsker-ham-og-kan-derfor-redde-ham-fælden!

De ar hun har på sin sjæl ved jeg ikke om tiden kan slette, trods det at hun nu har en rigtig sød kæreste. Jeg tror at jeg er heldigere, men arene er der endnu. Der er bare ingen som kan se det. Min omgangskreds lagde naturligvis mærke til min ændrede adfærd, men kun ganske få sagde noget og de fleste havde ingen anelse om hvor alvorligt det var. Jeg fortalte jo ikke frivilligt hvordan jeg havde det, for jeg elskede ham jo og jeg ville ikke stille ham i et dårligt lys - for det første havde jeg jo selv valgt ham, så det ville bare falde tilbage på mig selv og for det andet, var det jo min egen skyld, det var jo mig der var noget i vejen med - troede jeg!

Han har nu en ny kæreste som han har overrumplet fuldstændig som han gjorde det med mig, og lur mig om ikke hun ender i samme morads som hans ekskone og mig. Hun får sandsynligvis også at vide hvor forfærdelig jeg var og hun æder det sikkert også råt - præcis som jeg gjorde. Det kan jeg intet stille op overfor, men jeg har ondt af hende, …. jeg kan jo ikke advare hende, hvis hans ekskone havde forsøgt at advare mig, ville jeg have opfattet det som jalousi og det er vel egentlig ganske forståeligt. En forelsket kvinde vil ikke høre dårlige ting om sin udkårne og selv når hun begynder at fatte en svag mistanke om at der er noget galt, afviser hun det - det gjorde jeg. Nogle gange tænker jeg, at jeg ville ønske at han havde slået mig, for det tror jeg trods alt ikke jeg ville have fundet mig i - men jeg ved det ikke.

Jeg er fri af ham nu - hurra for det! Men jeg elskede ham virkelig meget højt, og jeg håber at han nu har fundet en kvinde som kan få de gode sider frem i ham og som kan hjælpe ham med komme af med den fæle sorte side af hans personlighed, som ødelægger hans liv og menneskene omkring ham. Han indeholder så meget godt og når han er ovenpå, er han alt det en kvinde ønsker sig i en mand. Netop derfor holdt jeg fast alt alt for længe. Han har trods alt også givet mig en masse godt og derfor ønsker jeg ham et rigtig godt liv med ro i sindet og masser af lykke.

fredag den 30. oktober 2009

Non, Je Ne Regrette Rien

Nu hvor vi, efter sommeren, er gået tilbage til ”normaltid” er det lige pludselig næsten helt mørkt når jeg er på vej hjem fra arbejde. Forleden, da jeg sad i toget og kiggede ud af vinduet, og så på alle de oplyste vinduer jeg passerede, kom jeg til at tænke på engang for 18 år siden, lige inden jeg hoppede ud af mit første lange parforhold. Dengang sad jeg i bussen, og kiggede ud, og tænkte på hvad det mon var for nogle liv menneskene inde bag de oplyste vinduer levede. Jeg sad og ønskede mig min helt egen lejlighed hvor jeg kunne være alene og gøre nøjagtig hvad jeg havde lyst til. På det tidspunkt var jeg 29 år og havde aldrig boet alene. Jeg var flyttet direkte fra min mor og sammen med min kæreste da jeg var 18 år. Jeg var blevet den lille husmoder i lægget nederdel og perlekæde – GISP!!! Han og jeg havde stille og roligt udviklet os i forskellige retninger. Det var såmænd ikke fordi vi skændtes eller havde det specielt dårligt, men vores forhold var gradvist blevet nærmest søskendeagtigt, i hvert fald fra min side, hvilket helt naturligt afstedkom at sexlivet nærmest var gået i stå. Der var ingen lidenskabelig og passioneret kærlighed tilbage, og for mig må det bare ikke mangle, i hvert fald ikke før laaaaaaangt senere i livet. Sådan har jeg det stadig, og jeg bærer da også rundt på et håb om, at jeg kan nære den slags følelser til den dag jeg stiller de små stiletmorgensko med fjerkvaster og lægger mig ned og dør. ….. og så var der også lige den lille detalje at jeg var hamrende forelsket i en vidunderlig mand som jeg arbejdede sammen med – vi havde ikke, på det tidspunkt, indledt et forhold men vi flirtede kraftigt og hold da helt op hvor var jeg forelsket.

Hvis du har fulgt min blog ved du at jeg for et år siden røg ud af mit tredje langvarige parforhold, men kun det andet forhold som samboende. Jeg har som sagt nu boet alene i et år og da jeg sad og kiggede på de oplyste vinduer slog tanken mig, at det nu er noget andet jeg ønsker mig, i forhold til for 18 år siden. Dengang syntes jeg at jeg så stærke selvstændige singlekvinder alle vegne og i dag ser jeg gode parforhold med et kærligt og respektfuldt indhold alle vegne. Ganske ligesom en kvinde der brændende ønsker sig et barn, ser gravide kvinder og barnevogne alle vegne.

Lige i kølvandet på disse tanker, dukker andre tanker op; Hvorfor er det lige at naboens græs ofte virker så meget grønnere end noget man selv kan præstere på egen matrikel? Strengt taget ved ingen af os hvad der foregår bag naboens lukkede døre. Ligesom jeg intet ved, om de liv som udfolder sig bag de oplyste vinduer, jeg ser fra toget på vej hjem fra arbejde. Vi aner intet om skeletterne i skabene og tro mig, min erfaring siger mig efterhånden er der er findes skeletter alle vegne. At naboens forhave og hoveddør er fin og at bilen og dørhammeren er nypolerede, siger intet om de eventuelle sjælekvaler der måske eller måske ikke findes bag døren. Hvorfor er det lige, at vi har så svært ved at fokusere på de gode ting i vores egne liv, i stedet for at kigge på naboens grønne græs og fokusere på de ting i vores liv, som vi ikke er tilfredse med. Jeg er sikker på, at hvis det faktisk lykkedes for os at fokusere på de gode og velfungerende ting, ville vi gradvist få kræfter og livsmod til stille og roligt at gøre noget ved alt det andet.

Jeg kom vist lidt bort fra de oplyste vinduer, men mens jeg sad der i toget og funderede over tingene, gik det op for mig, at i modsætning til det singleliv jeg dengang ønskede mig, er det i dag parforholdet og familielivet jeg længes efter. Efter at have boet alene i 12 år, for derefter at leve i en familie i næsten 5 år, har jeg fået smag for det liv der er omkring en, når man deler bolig med andre, særligt med sit livs udkårne som jeg jo troede jeg gjorde. At jeg har fået nogle gok i nødden og at jeg har brugt det sidste årstid på at slikke mine sår, har ikke fået mig til at fortryde noget som helst.

Det liv jeg har levet indtil nu, har givet mig en masse gode oplevelser og har lært mig en masse, jeg har både lært hvad jeg IKKE skal gøre, men helt sikker også om hvad jeg skal gøre mere af. Jeg har lært en masse om hvad der virker og jeg har lært at jeg skal reagere på min mavefornemmelse, særligt hvis min mave siger mig at der er noget galt.

Jeg fik aldrig nogen børn og det er der nogle af mine veninder som synes er frygtelig synd for mig, men det er ”just the way the cookie crumbled” og nu er det selvfølgelig for sent. Jeg synes ikke det er synd for mig, for jeg ved jo ikke hvad det vil sige. Og ærligt talt, hvis det havde været et altoverskyggende ønske for mig, mon så ikke jeg havde fået mindst et barn? Og for at komme ind på et emne som jeg har berørt før, skal vi så ikke lade det være op til den enkelte, om børn vælges til eller fra? Det er ligesom det der med naboens græs, som er grønnere end vores eget, bare med modsat fortegn. Hvis vi mener at vi har fundet de vises sten, tror vi, at vi kan tillade os at prædike for andre og fortælle dem hvad vi synes de gør forkert. Nix – think again! Det evigt saliggørende for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Lad os nu være enige om at det kan voksne mennesker godt selv finde ud af at styre.

Når jeg kigger i mit livs bakspejl, synes jeg, at jeg indtil videre har haft et dejligt liv. Jeg har oplevet en masse dejlige ting, jeg har elsket og er blevet elsket af nogle dejlige mænd og ja, jeg har også haft svære perioder i mit liv, men som jeg plejer at sige; ”hvis det ikke slår dig ihjel, gør det dig stærkere”. Jeg har lært at det er nødvendigt at være selvransagende og gøre tingene anderledes hvis jeg ikke ønsker at noget gentager sig. Dog mener jeg som udgangspunkt at intet er så dårligt at det ikke er godt for noget – det er min ukuelige optimisme som taler her.

Konklusion: Jeg fortryder intet eller Non, Je Ne Regrette Rien som Edith Piaf synger:
http://www.youtube.com/watch?v=Q3Kvu6Kgp88

onsdag den 14. oktober 2009

Den moderne kvindes "frie valg"

Moderne kvinder kan det meste selv, og jeg er en af de moderne kvinder. Jeg ejer en velassorteret værktøjskasse, jeg har både en bore/skruemaskine og et vaterpas, jeg kender mænd som giver op overfor praktisk opgaver og betaler sig fra det, langt tidligere end jeg gør. Jeg har styr på min økonomi, eller rettere, jeg er pinligt bevidst om mit overtræk. Jeg er altså rimelig selvkørende og jeg er glad for at det er sådan.

Der er dog det lille "aber dabei" ved det, at jeg indimellem, særligt efter det år som lige er gået hvor uheldene har forfulgt mig på nærmest ondskabsfuld vis, føler mig meget lille og helt alene med mine bekymringer. Jeg savner en stor tryg favn jeg kan gemme mig i og blive aet over håret og få at vide at det hele nok skal gå. Inden jeg flyttede sammen med min eks, boede jeg alene i 12 år - jeg havde en kæreste, den samme i alle 12 år, men fordi vi aldrig boede sammen lærte jeg at klare mig selv. Da jeg så flyttede sammen med min eks, fik jeg alt det jeg drømte om; en familie, en rolle at udfylde som familie "mor" - "bonusmor" om du vil. Det forhold kiksede og nu savner jeg fællesskabet og det at være noget for nogen på en daglig basis, jeg har måtte sande at der ligger et behov i mine instinkter som jeg ikke får dækket når jeg bor alene.

Jeg ved også godt at det næste jeg skriver, sikkert vil provokere en del kvinder og det er slet ikke fordi jeg vil tilbage til gamle kønsrollemønstre, men jeg drømmer nogle gange om at være den lille kvinde som sørger for at husholdningen hænger sammen, at være hende som laver skønne middage og bagværk, som sørger for at sengetøjet er friskt og lækkert, hende som i et lækkert outfit disker natmad op for manden i mit liv, når han kommer sent hjem. Hende der er den "nærmest perfekte" partner og elskerinde i eet. Hende der er superværtinde ved middage, fester og når venner og familie bare falder ind til en kop kaffe.

Og selvom jeg er den der selvstændige kvinde, og ikke ønsker mig det store flødeskumsbryllup, vil jeg gerne giftes en dag, jeg ønsker mig at blive friet til, jeg ønsker mig at føle mig ønsket og elsket, jeg kan godt lide når en mand gider at holde døren og min frakke for mig, skubbe stole ind under mig ved en middag osv. Skal vi give afkald på betænksomhed fordi vi har fået ligeberettigelse?

I virkeligheden er ovenstående beskrivelse måske mit alter ego som kommer til udtryk, en del af min personlighed som er blevet holdt nede af udefra kommende påvirkninger og krav til hvordan den moderne kvinde skal gebærde sig. Oven i købet en langt større påvirkning fra andre kvinder end fra mænd. En påvirkning fra bl.a. den gamle rødstrømpebevægelse, som jeg mener trænger voldsomt til justering fordi vi nu har opnået en så høj grad af ligeberettigelse - og hurra for den! Men en påvirkning som gør at vi (nogle) kvinder på mange måder lægger en dæmper på helt naturlige instinkter med det resultat at vi ender som frustrerede smågnavne madammer som ikke ved hvad der er galt.

Kunne det ikke være skønt om vi kvinder kunne følge vores instinkter og være ligeglade med hvad omverdenen tænker. Det er efterhånden helt ok at kvinder har bevæget sig ind i de traditionelle mandeuddannelser og jobs og det er jo fantastisk, men jeg tror desværre at de mere traditionelle kvindebeskæftigelser bliver anskuet med en vis nedladenhed - især blandt kvinder. Kunne det ikke være fedt at de kvinder som ønsker det, kunne tage nogle år som hjemmegående eller deltidsansat, uden at skulle høre på omverdenens hetz. Eller at karrierekvinder som bliver skilt, kan overlade sine børn til hovedsageligt at bo hos deres far, fordi det er det ungerne har bedst af, uden at få at vide at hun er en ravnemor. Kunne det ikke være skønt om omverdenen ville overlade det til den enkelte kvinde/familie at føle efter og beslutte hvad der er bedst for dem, ud fra både instinkter og vilkår.

I min opfattelse bør alle kvinder kunne vælge hvilken som helst retning i deres liv de ønsker sig - det være sig karrierevejen, familievejen, en blanding af begge dele eller hvad som helst instinktet, talentet og/eller behovet siger - uden at skulle stå til regnskab for omverdenen.

For hvad vil det i virkeligheden sige at være en "rigtig" kvinde? Er det ikke hende som trives og er lykkelig med sine valg i livet? Det være sig valg af seksuel overbevisning, uddannelse, job, partner eller ikke partner og børn eller ikke børn.

tirsdag den 13. oktober 2009

Musik til min sjæl

Når man er ulykkelig over et tabt parforhold, det gælder i hvert fald for mig, så er det næstbedste plaster på såret musikken. Det bedste er stadig at få lov til at køre fuldkommen ud af en tangent og være urimelig, ulykkelig, vred og selvmedlidende, mens gode veninder lytter og tillader at man er sådan - heldigvis er det ikke længere aktuelt.

Tilbage til musikken. Jeg kører i tog til og fra arbejde, og mens jeg rasler ind mod byen, lytter jeg til P3 på min mobil og hver gang jeg er faldet over en sang hvor teksten har fået mig til at tænke eller føle på en bestemt måde, har jeg noteret mig kunstneren eller jeg er gået på P3's playlist og har derefter straks downloadet nummeret via iTunes. Det er så røget direkte over i min iPod. Efterhånden har jeg en kanon liste af musik, som passer perfekt til hjertekvaler. Der er musik som bringer tårerne frem, der er musik som har givet lyst til at sige "nej fandeme nej" nu skal det være slut med al den selvmedlidenhed. Der er musik som har fået mig til at føle håb for fremtiden, som af og til har set temmelig sort ud - man er vel lidt af en Drama Queen! Og stille og roligt har denne musik, sammen med mine skønne veninder og en enkelt dejlig mandsperson, fået mig til at smile igen.

Nogle gange har det været melodien som har gjort udfaldet og andre gange har det været teksten. Ind imellem har teksten intet at gøre med hjertekval, men den er alligevel røget lige ind i øresneglen og videre ned i mit hjerte og har sat mig i et humør som gjorde at jeg bare måtte downloade den.

En af de første sange som jeg downloadede i mit triste humør var "Over You" med Daughtry, lidt præmaturt måske, for på det pågældende tidspunkt var jeg på ingen måde "Over him" men det er jeg nu og nu har den i den grad sin retfærdiggørelse når den brager ud af mine højtalere og jeg lystigt skråler med. Hør den her, den sidder lige i øjet - eller jeg skulle måske sige øret: http://www.youtube.com/watch?v=_tnzTCWpp0k

Så var der Carolina Liar med "Show me what I'm looking for" og ud fra titlen kan du sikkert gætte dig til hvad den gjorde ved mig. Jeg sad faktisk i S-toget og tudede da jeg hørte den første gang, den gik simpelthen lige i hjertekulen. Hør den her: http://www.blogger.com/www.youtube.com/watch?v=WkwVTK10cwQ

Da jeg var begyndt at få det lidt bedre hørte jeg "Second Last Chance" med Bryan Rice. En vaskeægte popmelodi som gjorde mig i godt humør og teksten tjaeee… when you're down on your luck……. turn around now and give yourself another chance…. Det var jo lige det jeg havde brug for nemlig - another chance. Hør den her: http://www.blogger.com/www.youtube.com/watch?v=xHg8yNCFkt4

Der har været mange sange, men den sidste jeg vil nævne her er Erik Hassle og "Hurtful. Ikke at det er sådan jeg har følt for jeg var jo den forurettede, men jeg havde måske på et tidspunkt et ønske om at "han" ham der den "dumme" som dumpede mig, var dukket op og havde sagt lige præcis det som sangen siger. Det gjorde han selvfølgelig ikke og i dag har jeg heldigvis ikke behovet længere. Hør den her: http://www.youtube.com/watch?v=Pc2__wF2MXI&feature=fvst

Så er der den der mand i mit liv som jeg har skrevet om tidliger, ham jeg er begyndt at se igen. Han har gennem årene introduceret mig for meget musik. Musikken er en stor del at hans liv, og vi har nydt meget musik sammen. Vi har både lyttet til solister og bands, men vi har også været udøvende sammen. Han har spillet guitar og jeg har sunget og vi har spillet i band sammen. Noget som jeg savner helt utroligt og noget som jeg simpelthen må genoptage når lejligheden byder sig. Nå men ham den dejlige mand med musikken, har for nylig introduceret mig for et band, som jeg nok havde hørt før, men som jeg endnu ikke havde bidt så meget mærke i. Det er The Blue Van og for et par uger siden var vi til en af deres koncerter. Vi havde en fantastisk aften og vidunderlig weekend. Til dig vil jeg sige som de synger i sangen "You mended my heart and you put back the part that was missing, cos you are true" og "tak fordi du er i mit liv. Og til alle jer andre vil jeg sige, hør sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=ANPR48RHzes

fredag den 2. oktober 2009

Forberedelser til besøg af min eks og han nye kæreste

Min ekskæreste skulle komme forbi med et spejl og nogle forskellige andre ting som ikke bare lige kunne vikles ud af hans bohave da jeg flyttede sidste år. Til at starte med havde han ikke tid til at finde en erstatning for mit spejl, så det kunne ikke blive lige med det samme, men da jeg fortalte ham noget som han ikke vidste om spejlet da det hang i hans hjem i de 4 år jeg boede der, nemlig at det var givet til mig i julegave af min tidligere kæreste, så kan I tro at der pludselig skete noget. Nå men, han mailede så forleden og spurgte om han kunne komme med tingene, og jeg svarede ”naturligvis kan du det, vil du have en kop te når du nu er her?” og så svarede han at det ville han lige finde ud af, for den nye kæreste og hans datter ville være med. Jeg skrev tilbage til ham at de naturligvis alle sammen var mere end velkomne og at jeg gerne serverede te osv.

I dagene op til fik jeg fortalt til et par veninder at jeg muligvis skulle møde den nye ”frille” – ja undskyld men det var faktisk det ord jeg brugte og det var ikke særlig sødt af mig, men hva’ man er vel menneskelig. En af mine veninder sagde nøjagtigt hvad jeg selv tænkte ”skal du så ikke placere nogle herreeffekter sådan strategisk rundt omkring?” for som hun også sagde ”han skal jo ikke tro at du stadig render rundt og sukker efter ham vel!” Øhhh, tjaeee altså….. jeg ville jo sådan set gerne give ham indtryk af at jeg også har et liv – hvilket jeg faktisk har, men jeg har samtidig indtryk af at han tror at jeg ikke kan slippe ham og mine håb for at det en dag alligevel skal være ham og mig. Her vil jeg lige understrege ”been there, done that, got the t-shirt” eller jeg skulle måske snarere sig ”got the bruises” altså i overført betydning og ikke noget med vold eller noget, men min sjæl har i den grad fået nogle ar, af især det sidst års samliv med ham. Derfor er det uhyggeligt vigtigt for mig at han er klar over at han er HISTORY i hvert fald i romantisk henseende. Venskabet vil jeg, som jeg tidligere har skrevet på denne blog, meget gerne opretholde.

Da han dukkede op, viste det sig at de desværre ikke havde tid til te, men han og datteren – den dejlige tøs som jeg holder så meget af, kom ind med mine ting. Tøsen og jeg fik os en krammer, det var dejligt at se hende igen. Det var såmænd også ok at se ham igen og jeg var lidt skuffet over at de ikke havde tid til te og at jeg tilsyneladende ikke skulle præsenteres for ”frillen” denne gang, da jeg pludselig opdagede at hun stod udenfor min havedør. Resolut gik jeg hen og smækkede døren helt op og med et stort smil og min mest imødekommende facon rakte jeg hånden frem og præsenterede mig. Hun virkede lidt skræmt, hvilket jeg ikke helt forstår, det er jo hende som er på den høje hest, hende som har manden (manden som sikkert har fortalt hende at jeg stadig angler efter ham). Det var så ikke lige det indtryk hun fik i går. Det hun så i går var en kvinde fuld af selvtillid og ro i sjælen og som ønskede dem en rigtig god tur på den rejse de skal af sted på snart.

Nå, men jeg fik mine ting og min hoveddørsnøgle retur og gud hjælpe mig om han ikke så meget som kom i nærheden af badeværelset, hvor jeg strategisk havde placeret en barbermaskine og en herredeodorant på bordet ved vasken, et par Bjørn Borg tights på radiatoren - en stram lille størrelse medium :o) og en fluorescerende grøn tandbørste sammen med min lyserøde i tandkruset.


Ærgerligt! Øv øv øv, det havde ellers været fedt hvis han havde set effekterne. Han ville med garanti have haft for meget pli til at spørge til dem, men han havde med sikkerhed tænkt sit og det var lige præcis det jeg var ude på. Nå men jeg får nok chancen en anden gang. Der er jo faktisk en mand i mit liv, men han er ikke nået så langt som til at efterlade den slags praktiske småting i min lejlighed. Den dag kommer forhåbentlig inden alt for længe, ham vil jeg nemlig gerne tilbringe mere kvalitetstid sammen med.

fredag den 11. september 2009

Hvad er det lige vi kvinder ønsker os af et parforhold? Hvad er det jeg ønsker?

Jeg kan ikke tale for andre kvinder men jeg tror godt jeg ved hvad det er jeg selv ønsker mig. Problemet er bare at hvis man går og tænker på alle de små detaljer som man gerne vil have en mand skal indeholde eller kunne matche mig med, så ender man med at gøre som prinsessen i eventyret om Svinedrengen… "duer ikke - væk" tænker man og vupti så er der godt nok ikke mange mænd tilbage. Hvem kan nogensinde matche de krav som vi kvinder har til mænd. Krav er måske også så meget sagt, for hvem er vi, at vi tror at vi kan tillade os at stille en masse krav og hvor mange af os kan egentlig leve op til vores egne krav når det kommer til stykket?

Egentlig er mine krav…. hov! jeg tror lige jeg ændrer ordet krav til ønsker i stedet, det lyder ligesom lidt blødere og som noget der kan fraviges. Vi ved jo alle at parforhold handler meget om at indgå kompromisser og hvis man får opfyldt en del af sine ønsker, er der vel andre som kan fraviges.

Vi nåede altså til mine ønsker til et parforhold:

Mine ønsker - vel egentlig ikke alle til manden som sådan, men til sameksistensen mellem en mand og mig - går et langt stykke hen ad vejen på noget ganske overordnet. Ting som rummelighed, at kunne lade hinanden være vores egene personer, også i parforholdet, jeg ønsker mig en mand som ikke ønsker at ændre på min personlighed, en som kan klare at jeg til tider er "for meget" altså en lidt larmende person ikke nødvendigvis i decibel, men farverig og altid meget til stede i et rum. En mand som ikke har styr på sit selvværd kan ikke klare mig, heller ikke selvom han som udgangspunkt har fundet den side af mig tiltrækkende. Tro mig jeg har prøvet det og selvom jeg troede at jeg kunne hjælpe ham med hans selvværd med min kærlighed og støtte så gik det bare ikke. Jeg blev elsket på trods af og ikke FORDI jeg er den jeg er og sådan skal det bare ikke være. Jeg vil elskes for den jeg er og det er et ufravigeligt krav :o) Så er alt andet faktisk mindre vigtigt.

Det er jo ikke fordi jeg vil afvise enhver som har skeletter i skabet, for hvem har ikke det. Men jeg tror nok at jeg har lært at gennemskue om der er styr på skeletterne, også mine egne. Er skeletterne blevet bearbejdet og placeret et sted hvor de er ufarlige, er jeg sikker på at de ikke vil repræsentere et problem. Men de der store fæle skeletter som påvirker ens daglige liv og ind i mellem skræmmer livet af parforholdet, de vil ret hurtigt blive frasorteret og jeg håber at jeg er i stand til at spotte dem tidligere end før. Jeg kender jo den der mavefornemmelse som siger mig at noget er farligt. Altså en vigtig lektion: when in doubt, throw it out! Tidligere pakkede jeg tvivlen væk (set i bakspejlet var den der jo og oven i købet ret tidligt i forholdet, min egen søster påtalte det faktisk også) men forelskelsen og passionen fik lov til at tage overhånd og al fornuft forduftede lige ud af vinduet, han trak jo tæppet væk under mig med sine egne forelskede løfter og den dejlige person han også var.

Jeg kan ikke påstå at jeg kan råde andre, men jeg tror at jeg ved hvilke faresignaler jeg selv skal reagere på og så ligger kunsten i ikke at være paranoid for brændt barn skyr jo som bekendt ilden.

Tilbage til ønskerne: Jeg ønsker mig et parforhold hvor jeg kan få lov til at tage mig lidt af min kæreste, jeg har et kraftigt nurse-gen og jeg kan f.eks. lide at forkæle den jeg elsker med små gaver og dejlig mad bare for at nævne noget. Jeg ønsker mig at min kæreste kan tage imod og ikke føler sig belastet af de ting jeg gør for ham, fordi han ikke altid selv er i stand til at give igen på samme måde. For mig betyder det meget at give og ikke så meget hvor meget jeg modtager. Hvis min omsorg bliver vel modtaget giver det jo også mig noget. Nu skal det ikke forstås sådan at jeg ikke selv ønsker mig at blive forkælet, for hvem gør ikke det. Og tro mig som udgangspunkt skal jeg nok sørge for at han selv stryger sine skjorter, dog gør jeg det gerne i en stresset situation, fordi jeg ved at min kæreste også ville gøre det for mig.

Det er virkelig meget overordnede ting jeg ønsker mig og alle de andre ønsker (krav) til fysik og den slags er vel egentlig stadig til stede men lidt mindre udtalte end tidligere. Når jeg siger at min kæreste skal være slank og veltrænet - hmmmm hvad betyder det så? Er det en six pack mave han skal have? nej vel, det kan jeg jo heller ikke selv leve op til. Hvad den slags angår, tror jeg at det vigtigste er at min kæreste går op i hvordan han præsenterer sig, altså med respekt for sig selv og sin krop og sit intellekt. At han spiser tilnærmelsesvis sundt og dyrker noget motion og at hygiejnen er i orden. At han forstår at klæde sig efter omstændighederne og med respekt for eventuelle værters arrangement og at han ind i mellem vil lade mig købe et stykke tøj til ham som måske er lidt anderledes end det han selv ville have valgt. Disse ting kan jeg nemlig selv honorere og det er vel i bund og grund med sådan en mand jeg altid har ønsket mig at leve mit liv.

Der er specielt én mand i mit liv som jeg ved kan leve op til alle de ting jeg har nævnt ovenfor og det endda uden et spor besvær. Én mand som var i mit liv i en del år og som nu måske er på vej tilbage i mit liv. Én mand som altid har kunnet rumme mig og som har elsket mig fordi jeg er den jeg er. Én mand som jeg har elsket og stadig elsker fordi han er den han er. For mange år siden da vores forhold startede, var det ikke meningen at det skulle have lov til at fortsætte - lad os bare sige at der var visse komplikationer - men ingen af os var i stand til at stoppe det. Det stoppede dog efter en længere årrække fordi jeg ville mere end han kunne give og på trods af smerten forstod jeg ham. Tingene har måske ændret sig nu, jeg ved det ikke men faktum er at vi på trods af fem års fravær fra hinanden, aldrig holdt op med at elske hinanden. Som det brændte barn jeg er, både på grund af det forhold som ikke kunne blive og på grund af det forhold som for nylig er kikset for mig, er jeg nu hamrende bange for at brænde mig igen. Hvordan griber man lige sådan en situation an? Han og jeg er enige om at vi kunne have et fantastisk liv sammen, men det kræver meget mod fra ham og at han giver afkald på en hel del.


Jeg ved nu præcist hvad det er jeg ønsker mig og det er at leve resten af mit liv med den mand jeg lige har beskrevet i afsnittet ovenfor. Men som min far altid sagde når jeg spurgte ham om jeg måtte ønske mig et eller andet helt specifikt i julegave - han sagde: "du må ønske dig lige hvad du vil, men husk, det er ikke sikkert at du får det".

tirsdag den 8. september 2009

Skulle det virkelig ikke være muligt at være venner med ens eks?

Måske er jeg hamrende naiv, men jeg kan altså med min bedste vilje ikke forstå hvorfor det ikke skulle være muligt at være venner med sin eks. Der har indtil nu været 3 vigtige mænd i mit liv og jeg er gode venner med de to første. Den sidste er indtil videre et problem, eller rettere vi er måske ikke nået langt nok i processen til at det er komfortabelt at være venner. Eller også er det fordi jeg havde lidt svært ved at slippe taget og at jeg en overgang udviste en temmelig bitter attitude og så tror jeg også at det er fordi at der for min eks’ vedkommende nu optræder en ny kvinde i hans liv, som jeg mistænker ikke ønsker min tilstedeværelse som hans ven.

Selvom han er min eks, synes jeg jo om hans person, bare ikke som min partner. Han indeholder en masse gode og dejlige egenskaber og han har et fantastisk potentiale som ven for mig og det vil jeg være rigtig, rigtig ked af at miste – det der med partnerskabet fungerede ikke og nogle af de sider han viste i den sammenhæng er ting som jeg godt kan undvære, men det er samtidig ting som jeg tror kun en partner ser.

Da vi brød var vi enige om at vi sagtens kunne være venner. Jeg udviste som sagt den der bitre attitude og var ikke særlig rar. Det fik ham til at sige at nu skulle vi lukke af for kontakten og så vil han vende tilbage når han tror at jeg er klar til det. Hmmmm tror jeg på den??? Eller er det måske bare en undskyldning for at lukke ned for noget som han alligevel ikke ønskede da det kom til stykket? Det har han faktisk sagt at det ikke er, men det kræver at han vender tilbage til vores venskab - I guess only time will tell.

Jeg har fra mit netværk fået at vide at jeg i virkeligheden er vældig naiv hvis jeg tror på at det er muligt at være venner med sin eks. Mit netværk siger nemlig at den nye kæreste aldrig vil finde sig i det og at han vil føje sin nye kærestes ønsker. Se det synes jeg jo er noget fis! Og det gør jeg bl.a. fordi min eks udtalte det samme som jeg mener, nemlig at hvis min nye kæreste ikke kan tolerere at jeg er venner med mine eks’er…. jamen så har han ikke noget at gøre i mit liv! Meeeen som en kendt politiker engang sagde, så har man lov at have et standpunkt indtil man tager et nyt. Det er bare så frygtelig skuffende.

Min eks og jeg har ikke haft kontakt siden engang midt i juli måned og på trods af at jeg nu er fuldstændig afklaret og der så småt er begyndt at optræde en anden mand i mit liv – sådan på romantisk vis – savner jeg hans venskab. For hvis der var noget vi var, så var det venner og det var vi i mange år før vi blev kærester, vi var venner og kolleger. Jeg savner hans indsigt og hans nogle gange skæve vinkler i forhold til andres holdninger. Jeg savner hans mangfoldige evner, man kunne altid spørge ham til råds om guderne må vide hvad. Og som min ven forestiller jeg mig at han vil svare mig hvis jeg spørge og ikke gå ind og overtage sådan som han kunne finde på da vi var kærester. Jeg savner at sparre med ham på helt venskabelig vis – det var han nemlig knaldgod til. Og jeg er sikker på at vi sagtens med tiden vil kunne have det rigtig sjovt sammen - han og jeg og vores nye partnere.

Kunne det ikke være fedt hvis man virkelig kunne være ven med sin eks og kunne det ikke være endnu federe hvis man med tiden også kunne blive accepteret af den nye kæreste og dermed også blive ven med hende. For som jeg på et tidspunkt skrev i en mail til min gode veninde i Californien – han har valgt hende, jeg holder af ham og så må der også være noget at holde af i hende.Hvis vi bare kan få krammet på eventuel jalousi og andre ikke konstruktive følelser, ligger den venskabelige verden åben for os.

Idealist? Måske! Men jeg vil nu tillade mig at håbe og selv gøre mit for en bedre venskabelig verden.

søndag den 30. august 2009

Nu ser jeg endelig lysere på tilværelsen

Siden mit sidste indlæg her på denne blog har jeg været på en date med en ganske sød fyr, en som, da aftenen var ved at gå på hæld, syntes at vi bare skulle forføre hinanden med det samme. Ikke at jeg ikke var fristet, han var jo ganske sød, og en som jeg sikkert vil mødes med igen, også selvom han ikke nødvendigvis er kærestemateriale. Vi havde en dejlig aften og vi talte om alt muligt mellem himmel og jord, også ting som man måske ikke skal komme ind på på allerførste date. Meeeen der er en anden mand som spøger i mine tanker, en som jeg har været kæreste med før og som jeg ikke kunne få. Nu er han dukket op i mit liv igen og nu fornemmer jeg at mine chancer har forbedret sig. Vores forhold gik i stykker for 5 år siden og han har savnet mig lige siden. Jeg ved endnu ikke om han nu er i stand til at kommitte sig til mig sådan som jeg dengang ønskede det - det kunne han ikke tidligere og det var derfor forholdet stoppede. Og jeg ved ikke med sikkerhed om jeg kan finde de følelser frem igen som jeg havde dengang, men sommerfuglene i min mave fortæller mig at jeg måske allerede sidder i saksen. Jeg går forsigtigt frem og jeg dater stadig andre og lader ham vide hvad jeg foretager mig. Indtil videre ser det lovende ud, men jeg tør ikke håbe på for meget. Jeg ved ikke om man kan kalde det "kvindelist" det jeg har gang i, men jeg ved at han bliver jaloux, jeg ved også at han selv er klar over at han ikke kan tillade sig at være jaloux, så længe han ikke kommitter sig - men det er velsagtens en følelse man ikke kan styre - det kender jeg jo udmærket fra mig selv.

Siden sidst her jeg har også været til arrangementer i mit kvindenetværk. Jeg har været til en kanon præsentation af hudplejeprodukter, jeg har været på luksustøj outlet - bl.a. Gucci og Christian Louboutin sko - Carrie Bradshaw eat your heart out! Jeg havde selvfølgelig ikke råd til at købe noget, men det var skønt at gå rundt og prøve og lade som om. Jeg har drukket rødvin og snakket kvinde-stuff i timevis, jeg har været til grill-arrangement i min kreative pigeklub hvor vi griner og pjatter og spiser til vi er ved at falde ned af stolene. Vi snakker om kurser som "kvinde kend din bil" og vi snakker om film, om bøger, om de næste kreative projekter og planlagte ferier til fremmede steder. Jeg har opdateret min IPod som jeg næsten havde glemt at bruge og har fundet enormt meget glæde i den fede musik som jeg elsker. Jeg har fundet smilet frem og jeg tjekker ikke min datingportal for ny post så ofte som jeg gjorde i begyndelsen. Jeg er begyndt at hvile meget mere i mig selv igen og det er en fantastisk lettelse.

Til alle jer kvinder derude som måske lige nu står med et nyligt brudt parforhold i bagagen: Jeg ved godt at det kan føles som om livet er slut - jeg har selv stået med de følelser for mindre end 6 måneder siden, og selvom du sikkert ikke er parat til at høre det, skal du vide at lykken vender tilbage. Du skal give dig selv tid til at sørge over det tabte, tid til vreden som er uundgåelig og det tager et stykke tid. Du vil opleve at du hurtigt bliver træt og ikke kan overkomme så meget som før, men det bliver bedre og bedre og lige pludselig smiler du igen. Selvom det er svært, er mit råd til dig at du skal bruge dit netværk og at du skal tvinge dig selv ud af huset. Snus til blomsterne, lyt til din yndlingsmusik og forkæl dig selv - det hjælper alt sammen. Tro mig - I've been there.

søndag den 23. august 2009

En hyldest til alle de skønne kvinder i mit liv

Da mit parforhold kollapsede i slutningen af august for et år siden, var det som om min verden faldt fuldstændig fra hinanden. Jeg sov ikke om natten, og når jeg gjorde vågnede jeg af angstanfald og kunne ikke trække vejret. Jeg spiste næsten ikke og jeg græd forfærdelig meget. Jeg fandt modvilligt en lejlighed og flyttede i begyndelsen af november måned. Min eks og jeg var enige om at forblive venner og tog bl.a. på en helt platonisk skiferie sammen med hans børn og nogle venner (vi delte oven i købet dobbeltseng). Da vi kom retur fra ferien indledte vi atter et intimt forhold som gav mig håb og som endte igen i pinsen i år. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, skulle vi naturligvis aldrig have vovet os derud igen, men vi havde jo stadig følelser for hinanden. Det betød så at jeg stort set skulle igennem hele møllen én gang til og det har taget meget hårdt på mig. Vi er stadig venner men taler ikke sammen p.t. fordi han mener jeg har for mange af de "forkerte" følelser for ham og han tror at jeg stadig har forhåbninger om en genforening engang i fremtiden, trods det at han nu har en ny kæreste og jeg faktisk har indset at han ikke er god for mig.

I den periode der er gået siden det første sammenbrud i slutningen af august måned og hele vejen igennem forløbet, har jeg oplevet at de kvinder jeg har i mit netværk, alle som en, har været helt og aldeles enestående. Jeg har mødt en utrolig stor forståelse for min situation og min konstante skiften op og ned i humør, min konstante snak om ham og hans gøren og laden, om mine følelser af frustration og desperation - jeg har været meget langt ude. Veninderne har i den grad lagt øre til en masse, man kan vel nærmest kalde det "ramblings" fra en temmelig uligevægtig person. Det har ved gud været guld værd for mig at kunne læsse af og få lov til at være hysterisk og urimelig. Jeg er blevet trøstet, hældt vin på og vist utrolig meget forståelse.

Da jeg jo nu er single, har jeg en frygtelig masse tid til rådighed som jeg ikke havde da jeg var en del af en familie med to teenagere (som jeg i øvrigt savner rigtig meget - både ungerne og familielivet), Jeg har mere tid til at mødes med mine veninder end jeg havde før. Jeg har igennem "gamle" veninder mødt nye veninder som har taget imod mig med åbne arme og som har lyttet til mig og delt deres historier med mig.

Alle disse stærke, modige, sårbare, smukke og empatiske kvinder har hjulpet mig igennem den indtil videre værst periode i mit liv. Og selvom jeg ikke er helt igennem det endnu, har de gjort mig så lykkelig over deres tilstedeværelse i mit liv at jeg har tudet af glæde. Og selvom jeg savner tosomheden helt vildt meget, ved jeg at jeg altid kan regne med mine skønne veninder og at ordsproget "kvinde kvinde værst" overhovedet ikke holder vand. Der findes upålidelige mennesker alle vegne, jeg møder dem ganske vist, og gudskelov for det, ikke ofte men jeg er sikker på at der ikke er flere upålidelige kvinder end der er upålidelige mænd. Så det ordsprog er i min opfattelse en frygtelig omgang vås.


Derfor denne hyldest til dig skønne veninde og en kæmpe tak fordi du har været der for mig i min svære tid. Nu skal du så til at høre på mine "ramblings" om dating på internettet og guderne må vide hvad mere - jeg håber dine ører holder til det :o) og husk at jeg er der også for dig - det vil jeg altid være.

mandag den 17. august 2009

….. min fortsatte søgen på netdating og et forfængeligt håb om at mænd er jagere!

Nu her jeg igen været inde og søge på egnede profiler på min valgte netdating-portal. Og vupit! hver gang jeg har været inde og kigge på nogle mænd, er der en del af dem som derefter kigger på mig - det kan man jo se på besøgsprofilen. Nogle af dem føjer mig endda til deres favoritliste, men skriver de til mig? Nix! Hvorfor er det lige de ikke gør det? Det kunne jeg rigtig godt tænke mig at vide. Jeg har vist nævnt dette tidligere og jeg undrer mig stadig.

Lisbeth som jeg mødte i Nyhavn, fortalte mig at hun heller ikke får særlig mange henvendelser og helt objektivt undrer det mig altså. Både Lisbeth og jeg er ganske tiltrækkende piger, i hvert fald ud fra vores fotos at dømme - fotos som er ganske vellignende. Det kan selvfølgelig være at der er noget galt med profilteksten og hvorvidt vi i virkeligheden er tiltrækkende kan vel egentlig først vise sig ved et personligt møde. De mænd jeg har været i kontakt med har fortalt mig at de får mange henvendelser - disse mænds tiltrækningskraft vil jeg nok vurdere til at være ca. på samme niveau som min og Lisbeths, at dømme ud fra et foto og en profiltekst - så hvad er der galt?

Jeg er på mange måder en moderne pige, jeg ønsker ligeberettigelse osv. men når det drejer sig om parforhold, har jeg nok altid forholdt mig en smule afventende, i hvert fald indtil jeg har kunnet mærke en gensidig sympati og da dette er svært når man befinder sig på netdating, har jeg jo nok et problem. Jeg kan lide at flirte og det er i sagens natur ikke muligt i cyber space, og dog måske alligevel en smule hvis man skriver lidt sammen inden man mødes, men de fleste mænd ønsker ikke at skrive lidt sammen først, det vil mødes ret hurtigt. Dette er sikkert også smart nok, idet man risikerer opbygge nogle forventninger som ikke holder vand når man så endelig mødes.


Jeg har tre dage tilbage af mit medlemskab og går lige nu og overvejer om jeg skal forny det, eller om jeg bare skal droppe det. På den anden side, prinsen på den hvide hest kunne melde sig ind dagen efter jeg har meldt mig ud. Alt i alt er mødet med manden i ens liv fuldstændig op til tilfældig gøren og laden, tilvalg og fravalg og puuuuha hvor er det altså frustrerende.

søndag den 16. august 2009

I Nyhavn med et veninde-"prospect" fra internet-dating

I mit sidste indlæg var jeg på vej i Nyhavn hvor jeg skulle mødes med Lisbeth som havde kontaktet mig via den datingportal hvor vi begge har vores profil. Lisbeth savnede veninder at gå i byen med fordi alle hendes veninder er gift og har børn og ikke er til at lokke i byen. I hvert fald ikke særlig ofte.

Lisbeth og jeg mødtes som aftalt ved ankeret i Nyhavn. Jeg vidste at Lisbeth muligvis havde inviteret andre og jeg var spændt på hvem jeg skulle møde. Hvem var Lisbeth og ville vi klikke med hinanden osv.? Det viste sig hurtigt at hun var sød og nem at snakke med. Lisbeth fortalte at hun havde sat et par andre stævne men de var forsinkede så vi gik ned igennem Nyhavn og fandt et bord. Netop som vi skulle til at bestille noget at drikke dukkede de to andre op og stor var min overraskelse da jeg så jeg kendte en af pigerne i forvejen. Ganske vist overfladisk som kunde i hendes butik på hovedgaden i det område hvor jeg bor, men vi har ofte sludret og grinet sammen når jeg har været i hendes butik. Det var vældig opmuntrende og underholdende. Den fjerde pige kendte jeg ikke, men hun viste sig hurtigt at være farverig, underholdende og som de andre ganske nem at sludre med.

Vi fik noget at drikke og så begyndte vi at snakke - hold da helt op hvor vi snakkede. De tre andre kendte jo en del mere til hinanden end jeg kendte til dem og de til mig, men det lagde absolut ikke en dæmper på tingene. Der kom godt nok nogle ting på bordet og specielt handlede det jo om mænd og deres mangler og fortræffeligheder - nok desværre mest deres mangler. Jeg sad ind i mellem og iagttog sceneriet og funderede lidt over hvad det egentlig er som sker når kvinder "bonder" på den måde som vi gjorde det i fredags i Nyhavn. Jeg er lidt ked af at sige at jeg ikke tror at mænd har den samme slags fællesskab som vi kvinder nogle gange meget hurtigt får etableret. Og jeg tror at de kunne lære så ufattelig meget af hinanden hvis det bare ville lukke lidt op for sluserne sådan som vi kvinder gør. Jeg kender ganske få mænd som er parate til det og de har svært ved at finde artsfæller.

Den ene fjerdedel af forsamlingen skulle af sted og resten af os fortsatte til et cocktailsted hvor vi vist fik så hatten passede. To af os skulle frygtelig tidligt op næste dag så vi endte med at fange det sidste S-tog og vende snuden hjem omkring midnat. Lisbeth og jeg var enige om at det bestemt havde været en succes og at vi skal ses igen, også med de to andre.

Jeg fik på et tidspunkt den idé at vi hver især kunne invitere nogle af de mænd med, måske nogle vi har været på date med. For selvom kemien ikke lige er der for mig og en given mand, betyder det jo ikke at han ikke er sød og rar og måske lige noget for en af de andre piger og vise versa. Jeg forestiller mig at det kan lette noget af presset hvis vi er en lille blandet flok som mødes. Under alle omstændigheder skal vi nok få det sjovt, måske en dans eller to og et par cocktails.

fredag den 14. august 2009

Blev kontaktet af en pige på netdating - men jeg søger jo mænd??

Se, den havde jeg jo ikke lige set komme! Men der er da en hel del fornuft i det når jeg tænker mig ordentligt om. Når man er i fyrrene er ens veninder næsten allesammen gift og har børn. De render i hvert fald ikke i byen i tide og utide og de er svære at få lokket ud selv under de mest gunstige forhold.

Jeg blev derfor kontaktet af en pige som savnde veninder at gå i byen med, da jeg havde sundet mig lidt måtte jeg jo indrømme at min situation er fuldkommen den samme. Så kan jeg enten vælge at sidde derhjemme hver fredag og lørdag aften og rådne op, eller jeg kan være den enlige moster/faster/tante som turnerer på besøg hos familien. Hende som de alle sammen har enormt ondt af fordi hun er alene og ikke selv har fået børn. Guuuuuud fri mig vel - tænk sig at få mærkatet "Spinster" eller "Gammeljomfru" klistret på sig. Det der med jomfru er det nok som så med, men så gammel da :o)

Nå men jeg skrev tilbage til pigen - lad os kalde hende Lisbeth - jeg skrev altså til Lisbeth at jeg syntes at det var en rigtig god idé. Lisbeth og jeg skal mødes i Nyhavn her til aften og jeg er ret spændt på hvordan det er at møde en potentiel veninde via nettet, det er jo ikke gået så godt med de potentielle partnere, jeg bliver sgu skuffet hver gang og det gør de mænd jeg møder muligvis også. Det var blandt andet derfor at jeg syntes at Lisbeths idé var god. Jeg ved godt at statistikerne siger at man ikke møder sin næste partner i byen, men at det oftest sker på arbejdspladsen eller til sport. Hvad skal man så stille op når man kun arbejder sammen med 17 personer og gennemsnitsalderen er over 55 og når min sport er en danseart som kun er for kvinder?? Ja ikke!!!

Nå men nu må jeg vist afsted, hvis Lisbeth ikke skal tro at jeg har brændt hende af. Jeg vil naturligvis vende tilbage med et fyldigt referat af hvordan dette spændende møde er forløbet.

lørdag den 8. august 2009

Hvor går man hen når man går i byen for at møde singler?

Når man er lige ved at være 47 år, vil de fleste nok mene at man er ovre sin første ungdom. Ligesom de fleste, som bliver single i den alder og måske endda noget yngre, føler sig mærkeligt til mode ved at skulle være udfarende og "jagende" på det store åbne marked igen.

Det er med mig som det sikkert er med mange, at jeg synes at jeg holder mig godt, jeg er slank og veltrænet og følger trends og tendenser som rigtig mange i min alder gør i dag. Vi er jo ikke, som da vores forældre var i den alder, fuldkommen "over the hill". Jeg tænker af og til på den forfærdelige sang som Bjarne Liller sang, den hed vist nok "Billet mrk" der blev i hvert fald sunget "ensom dame fyrre år" Gisp! Det er snart syv år siden jeg var fyrre og den "dame" han synger om lyder som om hun kunne være firs! Er der ikke noget om at man siger at fyrrene er de nye tredivere? Hmmm - jeg ved det ikke, jeg ved bare at jeg føler mig mest som om jeg i virkeligheden var i begyndelsen af trediverne. Hell - jeg er i bedre form end jeg var dengang.

Nå men for at vende tilbage til overskriften, så skulle jeg jo finde ud af hvor man går i byen for først og fremmest at møde nye mennesker, forhåbentlig med et par singler imellem, for det andet for at hygge sig, danse og få sig nogle skønne cocktails og sidst men ikke mindst, ikke blive fuldstændig deprimeret over at de fleste tilstedeværende er under tredive, måske endda under femogtyve

Jeg har spurgt mig omkring, men min omgangskreds består af gifte par med børn og de har ikke været i byen i årevis, i hvert fald ikke på dansesteder som dem jeg efterlyser. Den eneste singlemand jeg kender, går på værtshuse på under 40 m2 hvilket betyder at han må ryge. Og dog var der en gift familiefar som forleden fortalte mig at han med sin kone ind i mellem tager på Klub Nord som ligger på Vesterbrogade overfor Tivoli (vist nok det gamle Baronen og Baronessen). Se mere her: http://www.aok.dk/natteliv/nord-natklub

En anden fortalte mig om Copenhagen JazzHouse som hver fredag og lørdag efter koncerterne præsenterer et lækkert dj-lineup med en række højprofilerede navne og klubarrangementer fra både københavnske og international grund. Fredage bliver natklubbens eksperimenterende lillebror, hvor stilen bliver mere elektronisk og kantet. Lørdage bliver det velkendte og mere voksne dansegulv.

Jeg har endnu ikke selv været der hverken på Klub Nord eller på Copenhagen JazzHouse endnu men lur mig om ikke vejen går der forbi inden for et par uger, og til den tid vil jeg naturligvis komme med min uforbeholdne mening om stederne. Jeg har høje forhåbninger på baggrund af min bekendtes udtalelser om stedet og fordi jeg endnu ikke har fundet andre.

Måske sidder der nogen derud som allerede enten kan anbefale stederne, eller måske det modsatte. Hvis du har en mening om begge eller et af disse to steder er du velkommen til at kommentere mit indlæg. Ligesom du er mere end velkommen til at fortælle om andre steder som dem jeg efterlyser.

Ny i cyber dating

Har du for nylig været på nettet for at finde en partner? I så fald har du sikkert besøgt nogle af de uendelig mange datingsider som findes i cyber space.

Jeg ser selv temmelig ny i dette cyber dating-helvede, ja undskyld udtrykket, men jeg bliver mere og mere frustreret over den adfærd som gør sig gældende. Jeg skriver ikke dette for at skælde ud, overhovedet ikke men jeg undrer mig over hvordan mænd og kvinder lader til at gribe dette univers meget forskelligt an.

Det er muligt at jeg er den gammeldags type, men det troede jeg egentlig ikke. Det virker på mig som om kvinderne i cyber space er temmelig målrettede og opstiller en del krav til en fremtidig partner - ikke at mændene ikke stiller krav, men det virker som om mændene laver deres profil hvorefter de læner sig tilbage i stolen og venter på at kvinderne melder ind! Er det mon sådan det for det meste foregår? Jeg spørger fordi jeg er usikker, det er bare en fornemmelse jeg har fået.

Jeg fik den tanke at vi kvinder et eller andet sted selv er ude om det…. Er vi uhyggeligt krævende og har vi gjort mændene til eunukker som er skrupforvirrede om deres egen identitet? Først vil kvinderne have en blød og sårbar mand, så vil de have en som har sine meningers mod, de vil have veluddannede mænd med hænderne skruet ordentligt på. Det virker som om vi kvinder har tilranet os rollen som den i parforholdet med deb egenrådige ret til at bestemme hvor skabet skal stå. Vi vil have at vores mænd skal tage stilling og melde ud, hvorefter vi fortæller dem at de er helt forkert på den og hvorfor det lige er at vi kvinder har ret, både med hensyn til børneopdragelse og indretning af hjemmet og så mange andre ting. Det eneste mændene efterhånden kan råde over er græsplænen og bilen og så alligevel ikke helt for vi vil også have lov til at bestemme hvad farve bilen skal have.

Jeg fik kuldegysninger forleden (som så ofte før) da jeg hørte en mand sige "jeg skal lige spørge om lov derhjemme" da nogle kolleger inviterede ham til noget herre-tamtam. Det kan godt være at det er konen som har styr på familiens sociale kalender, men det var ikke et spørgsmål om hvorvidt familien havde andre aftaler eller ej, det var helt og aldeles fordi han skulle høre konen om hun syntes at det var i orden.

Jeg har læst min egen datingprofil igennem rigtig mange gange og jeg fremstår, som så mange andre kvinder af tiden, som en selvstændig kvinde med styr på tingene. Jeg kan det meste selv, jeg har en velassorteret værktøjskasse osv. osv. Vi kvinder behøver i realiteten ikke en mand for at klare de praktiske gøremål. Betyder det mon at mænd som læser en sådan profil tænker "hvorfor har hun mon brug for mig"? Det på trods af at det eneste krav jeg stiller til en mand i min profil er at han skal føle at han kan matche en del af det jeg skriver om mig selv. Hermed mener jeg at der skal være en form for fælles referenceramme og at ønsker til hvordan livet skal leves, gerne skulle hænge sammen.


Under al selvstændigheden gemmer sig en kvinde som ind i mellem også er sårbar og blød. En kvinde som har brug for en dejlig mand som kan give mig tryghed og kærlighed. En kvinde som har brug for et fællesskab og som ikke har behov for at være mor for sin mand/kæreste. Er der mon ikke mange selvstændige kvinder derude, som har det ligesom jeg og som ikke kan finde ud af hvor alle de dejlige singlemænd er, statistikerne siger jo at de er derude?

Dette er mit første indlæg på min første blog - der sker rigtig mange nye ting i mit liv i øjeblikket. Men nøden lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde :o) Der kommer flere indlæg fra min side om dette emne, jeg gør mig mange rigtig tanker og vil vældig gerne have feedback på ovenstående, både fra mænd og kvinder.