Endelig tilbage fra juleferie

Et forsinket men rigtig godt nytår til alle.

Efter en dejlig lang juleferie, med en hel del fridage, en skitur til det norske over nytåret, sammen med dejlige venner og deres børn, er jeg så småt på vej tilbage til bloggeriet.

Single er jeg stadig, og selvom der eksisterer en vis tomhed i min hverdag, bl.a. stilheden når jeg åbner min hovedør efter endt arbejdsdag, tænker jeg ikke så meget på det lige nu.

Jeg modtog for nylig en mail fra min eks om at han har mistet respekten for mig på grund af mine skriverier på denne blog. Dette tager jeg dog med ophøjet ro. Bloggen er jo annonym for de fleste læsere, og det er kun de personer som jeg selv har fortalt om bloggen som ved hvem der skriver den. Hvad han ikke forstår, og hvad jeg ikke orker at forklare ham, for det vil være som at tale til en dørstolpe, er at mine skriverier har hjulpet mig af med desperationen og angsten for fremtiden og for savnet. Det som ikke skulle være sket, vel at mærke, er at en uskyldig ung pige - hans datter - har læst bloggen og det kunne vi alle godt have været foruden. Mine skriverier var ikke ment for hendes øjne, og hvordan det er sket ved jeg ikke, men det var ikke hensigten og det er jeg bestemt ked af. Men sket er sket og min eks vil sandsynligvis ikke længere være emne for mine videre posts på bloggen, han er ikke længere en del af mit liv og bliver det heller ikke, i hvert fald ikke hvis jeg skal tage hans ord for pålydende. Han er dog stadig velkommen tilbage i mit liv som min ven, hvis han en dag skulle føle behov for det. Det føler jeg stadig der er basis for kva vores fortid sammen.

D. 4. januar startede jeg nyt job og hold da helt op hvor er jeg glad for det. 2010 er startet på den helt rigtige måde, jeg får fodder til hjernen og udfordringer jeg kan bruge til noget. Jeg vælter stadig rundt på min nye arbejdsplads, som en lille hund i et spil kegler, men det er skønt. Jeg har masser af erfaring fra branchen, men det tager alligevel lidt tid før man føler man er sin løn værd. Det går heldigvis den rette vej, jeg oplever små successer hver dag, i tilgift til dette, har jeg fået en masse nye søde kolleger.

Der vil nok gå lidt tid inden jeg igen føler mig parat til at gøre noget ved min singlestatus. Sneen og mørket inspirerer mig mere til at suse hjem til sofaen, min seneste yndlingsroman og en stor kop Spicy Chai Latte, end til at gå i byen "sælge" varen. Jeg formoder at lysten til byture og lignende løjer vender tilbage når foråret begynder at spire.

Min nye blog

Kære læser

Alle de ting i mit liv som ikke handler om at være single, eller som er en direkte følge deraf, har holdt flyttedag.

Fremover skriver jeg om singlelivet her på denne blog og om alt det andet på www.lavendelhuset.blogspot.com. Tjek den ud :o)

Rigtig glædelig jul til alle

Ting som gik den forkerte vej i bodelingen…

Ihhh altså, så står jeg igen og mangler noget som gik den forkerte vej i bodelingen og noget som jeg bare ikke fik med.

Denne gang er det den ekstra bordplade som jeg, før vi flyttede sammen, brugte når jeg skulle have mange gæster. Pengene er små lige nu, to flytninger inden for 1 år (det første sted var en kikser). Tjae, så er der altså ikke så meget tilbage, til bare lige at smutte ud og købe nyt. Har bedt ham om at levere min bordplade på min nye adresse.

Da vi flyttede sammen, sammenlignede vi de ting vi havde to af. Eksempelvis brødristere - hans var nyere og pænere end min, så min røg til hans lillebror som stod for at skulle flytte hjemmefra. Ergo, jeg skulle ud og købe en ny da jeg flyttede. Selvfølgelig var der også ting som han skulle ud og købe på ny og jeg har da heller ikke ondt af mig selv, jeg er bare nødt til at være lidt sparsommelig.

Så var der krydderiglassene, tilfældigvis havde vi de samme og vi nøjedes ikke med at skille os af med dubletterne. Vi skilte os af med dem alle sammen og var enige om at bruge nogle vældig pæne syltetøjsglas som vi satte fine klare etiketter på. Det ser fint ud, at man kan se krydderiernes farve, og så kan man få en ske ned i glasset til forskel fra små traditionelle krydderiglas. Nå men, dem flyttede jeg altså fra, jeg så ingen grund til at vi skulle dele dem, med det resultat at jeg nu mangler krydderiglas.

Jeg er kommet på, at jeg vil forsøge at samle Maille sennepsglas til mine krydderier (den lille størrelse som indeholder 200 ml.). Det tager bare så forbasket lang tid at tømme et sennepsglas i forhold til et syltetøjsglas.

Så skulle du, kære læser, ligge inde med sådan nogle glas, du ikke lige har fået skilt dig af med endnu, ja så vil jeg vældig gerne aftage dem. Eller har du en idé til hvordan jeg kan speede processen lidt op uden at hælde sennep'en direkte ud i køkkenvasken - ja så lytter jeg gerne til gode råd.

Det ku' være jeg skulle omdøbe denne blog…?

Tidens Singler….. hmmmm - jo jeg er single, og da jeg startede bloggen handlede det rigtig meget om at jeg var single, måske fordi det stod for mig som noget nær den ultimative falliterklæring at være blevet dumpet, men nu handler det ikke længere kun om det. Nu handler det mere om mine tanker om livet helt generelt. Jeg droppede hurtigt ud af netdating-gamet, som jeg ikke brød mig særlig meget om, måske fordi jeg var startet aaaalt for tidligt. Jeg følte mig desperado-agtig og jeg havde ikke sjælen med i det. Jeg nedlagde min datingprofil og jeg forestiller mig ikke at jeg opretter en ny.

Misforstå mig endelig ikke, jeg synes det er en fantastisk mulighed for singler, til at møde deres livs udkårne, men det er bare ikke noget for lige præcis denne single. I hvert fald ikke på daværende tidspunkt.

Jeg er så småt ved at være på fode igen, efter mit parforhold crashed and burned, og jo jeg har stadig ar og en vis sørgmodighed og helt ærligt så savner jeg tosomheden, men lige nu er jeg i gang med at finde ud af at være mig igen. Lige nu er jeg ved at stable min tidligere så aktive sjæl på benene igen.

I rigtig lang tid kunne jeg intet overskue. Alt hvad jeg tidligere havde elsket at beskæftige mig med, havde ikke længere nogen tiltrækning. Jeg kunne ikke fastholde kreative ideer, jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse bøger, hvilket altid har været en favorit afslapningsbeskæftigelse for mig. Jeg havde svært ved at lave aftaler med veninder, jeg ville hellere lide i stilhed, slikke mine sår og være helt alene. Når jeg var ude og handle kunne jeg gå i baglås over køledisken, jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle købe. Jeg havde ikke lyst til at lave mad når jeg ikke havde nogen at lave mad til - andre end mig selv vel at mærke.

Jeg er stadig ikke god til at lave mad til mig selv, men alt det andet er ved at vende tilbage til mit liv og guuuud hvor er det skønt. I dag har jeg haft en rigtig fed søndag. Jeg har trisset rundt i nattøj og har hyggenusset rundt i lejligheden og har fået bragt nogle ting i orden som har ligget og gloet på mig i nogen tid.

Jeg har affundet mig med at jeg er alene, jeg kan lide at være alene også selvom jeg er overbevist om at jeg ikke er bygget til at leve mit liv alene - ikke i længden. Men det er ikke længere en mareridtsagtig eksistens at være single, herregud det bliver jo ikke bedre af at være desperado - que sera sera er måske et lidt fatalistisk udtryk, og det er da heller ikke fordi jeg ikke tror på, at man selv er med til at påvirke sin fremtid, men jeg tror at det i min situation er befordrende at slappe lidt af og lade tingene ske, sådan lidt af sig selv.

Den stille vold

Jo længere jeg kommer væk fra mit sidste parforhold og jo bedre jeg får det, går det stille og roligt op for mig, at jeg har været udsat for det man vel kalder psykisk terror – eller den stille vold. Der kommer ingen blå mærker eller brækkede knogler, men sjælen tager skade. Jeg ville aldrig have troet at det kunne ske for mig. Jeg er jo en stærk kvinde og ville aldrig finde mig i den slags og så var jeg, mens jeg var i det, alt for stolt til at indrømme over for mig selv, hvor dysfunktionelt det var.

Det skete lige så langsomt og meget subtilt, men det startede tidligt i forholdet og jeg opdagede faktisk ikke hvor alvorligt det var, før jeg var flyttet fra ham og skulle komme mig over bruddet.

Vi havde kendt hinanden som kolleger i ganske mange år, og genmødtes ved et tilfælde efter ikke at have set hinanden i ca. 5 år. Det var kærlighed ved først gensyn, han fejede benene fuldstændig væk under mig, han sagde søde ord og var super-opmærksom på min person. Jeg fik komplimenter 24/7 og han sagde ting som ”you rock my world” og ”jeg er som en skildpadde der ligger på ryggen, forsvarsløs mod din kærlighed” og ”you are the prize justifying all the trouble I’v been through” yada yada yada! og så så han fantastisk godt ud, så jeg kunne knap tro mit held, at tænke sig at sådan en dejlig mand virkelig kunne elske mig. Mit selvværd fejlede ikke noget, jeg var blevet elsket af og havde elsket en anden dejlig mand i 12 år, men han kunne ikke give mig den der vidunderlig tosomhed og det harmoniske familieliv, som den nye mand i mit liv både kunne og ville.

Jeg faldt pladask og da han meget hurtigt ville have mig til at flytte ind i hans hus og jeg på det tidspunkt, i min forelskelseståge ikke havde set at den subtile dominans allerede havde gjort sit indtog, protesterede jeg ikke. Jeg ville jo åhh så gerne flytte ind til ham og hans to teenagebørn.

Jeg tror at jeg endelig har fattet hvad det var som skete. For det første havde jeg overhovedet ikke gennemskuet hvad han var for en person, jeg havde jo kun set hans lyse og gode sider. For det andet, havde jeg i de år vi var kolleger, aldrig drømt om at han kunne indeholde de sider jeg nu begyndte at se, og ikke forstod et mug af, og det er da også først nu jeg ser det fulde omfang af hans mørke sider.

Først charmerede han og var på 24/7, han sørgede for at jeg var helt og aldeles solgt, dernæst begynder han at lukke op for den sårede lille dreng han bærer rundt på indeni. Dette betød at alle mine Florence Nightingale-instinkter øjeblikkeligt blev vagt til live og da det sket tænkte jeg ”åhhh min stakkels elskede, min kærlighed kan hele alle de grimme ting der er blevet gjort imod dig i din barndom og i dit ægteskab – jeg skal bare elske dig højt nok og det gør jeg jo” samtidig fik jeg langsomt at vide hvor uforstående hans eks-kone havde været og hun blev hængt ud som en svag dum gås og en heks som ikke ville ham noget godt, også når børnene hørte på det. Jeg åd det hele råt.

Så begyndte kritikken stille og roligt, pludselig var der flere og flere ting som jeg ikke gjorde "rigtigt" – læs: på hans måde. Jeg var jo en stærk kvinde og ikke en svag push-over som hans eks-kone, så jeg satte hårdt mod hårdt og det endte med nogle forfærdelige skænderier, som han altid vandt, hvorefter jeg græd mig selv i søvn. Han begyndte at distancere sig fysisk og mentalt for at straffe mig og gøre mig usikker. Han begyndte at skænde på mig når vi havde gæster, selvom jeg bad ham om ikke at vaske vores beskidte vasketøj for øjnene af venner og familie. Men nej, han mente selvretfærdigt at hvis han spottede noget han ikke syntes var i orden, så skulle det siges straks så alle tilstedeværende kunne høre det - helt og aldeles respektløst. Vores gæster var naturligvis beklemte, men det rørte ham ikke, med det resultat at jeg begyndte at opføre mig kuet når vi havde gæster. Han fik ret og jeg undgik ydmygelse. Hvis der ellers ikke skete noget jeg ikke kunne forudse, han var nemlig også af og til utilregnelig. Fra at være sød og rar, slog han ned som et lyn. Nogle gange vidste jeg allerede inden gæsterne kom, at i dag ville helvede bryde løs.

Sjovt nok var vores venner, den ret store vennekreds jeg havde bragt med ind i forholdet. Hans vennekreds talte nogle ganske få studiekammerater som han maksimalt så en til to gange om året. Hans tidligere vennekreds var for det meste forblevet loyal med han ekskone – selvfølgelig fordi de havde oplevet det samme som mine venner nu så og fordi vennerne hovedsagelig var hendes til at begynde med. ….. og jeg fattede stadig ingenting og troede stadig på de dårlige ting han fortalte om hende!

Dagen efter skænderierne hvor han kunne se hvor grådkvalt jeg havde været, blev han blød og sagde undskyld og han sagde, at han jo var i gang med at ødelægge mig og at jeg hellere måtte se at komme væk. Han sagde at jeg lignede en der havde fået bank, og det havde jeg jo også - mentale bank. Men jeg elskede ham jo, så jeg sagde, at jeg var sikker på at vi kunne finde ud af at løse problemerne, hvis bare vi elskede hinanden og kunne kommunikere – og så var alt godt i et stykke tid. Når tiderne var gode fortalte han mig at han elskede mig og at han var stolt af mig og hvor taknemmelig han var for alt det jeg gjorde for ham og hans børn. Guderne skal vide, at jeg nærmest sprang rundt på tungen, for at vi skulle have et godt og trygt familieliv. Hans dejlige unger har aldrig været et problem, jeg holdt af dem fra starten og de af mig. Hvis vi skændte på grund af noget med børnene, handlede det altid om at jeg syntes at han var for hård overfor dem. Hans sorte sider gik nemlig også ud over dem.

For at gøre en lang historie kort, har jeg nu indset at jeg var bundnaiv, han gjorde præcis det samme ved mig som han havde gjort ved sin eks igennem hele deres ægteskab. At hun er gået meget langt ned med flaget skyldes at de var sammen i 20 år, hvorimod han og jeg kun var sammen i 5, og så er jeg nok temmelig stærk, men ikke stærk nok til ikke at gå i jeg-elsker-ham-og-kan-derfor-redde-ham-fælden!

De ar hun har på sin sjæl ved jeg ikke om tiden kan slette, trods det at hun nu har en rigtig sød kæreste. Jeg tror at jeg er heldigere, men arene er der endnu. Der er bare ingen som kan se det. Min omgangskreds lagde naturligvis mærke til min ændrede adfærd, men kun ganske få sagde noget og de fleste havde ingen anelse om hvor alvorligt det var. Jeg fortalte jo ikke frivilligt hvordan jeg havde det, for jeg elskede ham jo og jeg ville ikke stille ham i et dårligt lys - for det første havde jeg jo selv valgt ham, så det ville bare falde tilbage på mig selv og for det andet, var det jo min egen skyld, det var jo mig der var noget i vejen med - troede jeg!

Han har nu en ny kæreste som han har overrumplet fuldstændig som han gjorde det med mig, og lur mig om ikke hun ender i samme morads som hans ekskone og mig. Hun får sandsynligvis også at vide hvor forfærdelig jeg var og hun æder det sikkert også råt - præcis som jeg gjorde. Det kan jeg intet stille op overfor, men jeg har ondt af hende, …. jeg kan jo ikke advare hende, hvis hans ekskone havde forsøgt at advare mig, ville jeg have opfattet det som jalousi og det er vel egentlig ganske forståeligt. En forelsket kvinde vil ikke høre dårlige ting om sin udkårne og selv når hun begynder at fatte en svag mistanke om at der er noget galt, afviser hun det - det gjorde jeg. Nogle gange tænker jeg, at jeg ville ønske at han havde slået mig, for det tror jeg trods alt ikke jeg ville have fundet mig i - men jeg ved det ikke.

Jeg er fri af ham nu - hurra for det! Men jeg elskede ham virkelig meget højt, og jeg håber at han nu har fundet en kvinde som kan få de gode sider frem i ham og som kan hjælpe ham med komme af med den fæle sorte side af hans personlighed, som ødelægger hans liv og menneskene omkring ham. Han indeholder så meget godt og når han er ovenpå, er han alt det en kvinde ønsker sig i en mand. Netop derfor holdt jeg fast alt alt for længe. Han har trods alt også givet mig en masse godt og derfor ønsker jeg ham et rigtig godt liv med ro i sindet og masser af lykke.

Non, Je Ne Regrette Rien

Nu hvor vi, efter sommeren, er gået tilbage til ”normaltid” er det lige pludselig næsten helt mørkt når jeg er på vej hjem fra arbejde. Forleden, da jeg sad i toget og kiggede ud af vinduet, og så på alle de oplyste vinduer jeg passerede, kom jeg til at tænke på engang for 18 år siden, lige inden jeg hoppede ud af mit første lange parforhold. Dengang sad jeg i bussen, og kiggede ud, og tænkte på hvad det mon var for nogle liv menneskene inde bag de oplyste vinduer levede. Jeg sad og ønskede mig min helt egen lejlighed hvor jeg kunne være alene og gøre nøjagtig hvad jeg havde lyst til. På det tidspunkt var jeg 29 år og havde aldrig boet alene. Jeg var flyttet direkte fra min mor og sammen med min kæreste da jeg var 18 år. Jeg var blevet den lille husmoder i lægget nederdel og perlekæde – GISP!!! Han og jeg havde stille og roligt udviklet os i forskellige retninger. Det var såmænd ikke fordi vi skændtes eller havde det specielt dårligt, men vores forhold var gradvist blevet nærmest søskendeagtigt, i hvert fald fra min side, hvilket helt naturligt afstedkom at sexlivet nærmest var gået i stå. Der var ingen lidenskabelig og passioneret kærlighed tilbage, og for mig må det bare ikke mangle, i hvert fald ikke før laaaaaaangt senere i livet. Sådan har jeg det stadig, og jeg bærer da også rundt på et håb om, at jeg kan nære den slags følelser til den dag jeg stiller de små stiletmorgensko med fjerkvaster og lægger mig ned og dør. ….. og så var der også lige den lille detalje at jeg var hamrende forelsket i en vidunderlig mand som jeg arbejdede sammen med – vi havde ikke, på det tidspunkt, indledt et forhold men vi flirtede kraftigt og hold da helt op hvor var jeg forelsket.

Hvis du har fulgt min blog ved du at jeg for et år siden røg ud af mit tredje langvarige parforhold, men kun det andet forhold som samboende. Jeg har som sagt nu boet alene i et år og da jeg sad og kiggede på de oplyste vinduer slog tanken mig, at det nu er noget andet jeg ønsker mig, i forhold til for 18 år siden. Dengang syntes jeg at jeg så stærke selvstændige singlekvinder alle vegne og i dag ser jeg gode parforhold med et kærligt og respektfuldt indhold alle vegne. Ganske ligesom en kvinde der brændende ønsker sig et barn, ser gravide kvinder og barnevogne alle vegne.

Lige i kølvandet på disse tanker, dukker andre tanker op; Hvorfor er det lige at naboens græs ofte virker så meget grønnere end noget man selv kan præstere på egen matrikel? Strengt taget ved ingen af os hvad der foregår bag naboens lukkede døre. Ligesom jeg intet ved, om de liv som udfolder sig bag de oplyste vinduer, jeg ser fra toget på vej hjem fra arbejde. Vi aner intet om skeletterne i skabene og tro mig, min erfaring siger mig efterhånden er der er findes skeletter alle vegne. At naboens forhave og hoveddør er fin og at bilen og dørhammeren er nypolerede, siger intet om de eventuelle sjælekvaler der måske eller måske ikke findes bag døren. Hvorfor er det lige, at vi har så svært ved at fokusere på de gode ting i vores egne liv, i stedet for at kigge på naboens grønne græs og fokusere på de ting i vores liv, som vi ikke er tilfredse med. Jeg er sikker på, at hvis det faktisk lykkedes for os at fokusere på de gode og velfungerende ting, ville vi gradvist få kræfter og livsmod til stille og roligt at gøre noget ved alt det andet.

Jeg kom vist lidt bort fra de oplyste vinduer, men mens jeg sad der i toget og funderede over tingene, gik det op for mig, at i modsætning til det singleliv jeg dengang ønskede mig, er det i dag parforholdet og familielivet jeg længes efter. Efter at have boet alene i 12 år, for derefter at leve i en familie i næsten 5 år, har jeg fået smag for det liv der er omkring en, når man deler bolig med andre, særligt med sit livs udkårne som jeg jo troede jeg gjorde. At jeg har fået nogle gok i nødden og at jeg har brugt det sidste årstid på at slikke mine sår, har ikke fået mig til at fortryde noget som helst.

Det liv jeg har levet indtil nu, har givet mig en masse gode oplevelser og har lært mig en masse, jeg har både lært hvad jeg IKKE skal gøre, men helt sikker også om hvad jeg skal gøre mere af. Jeg har lært en masse om hvad der virker og jeg har lært at jeg skal reagere på min mavefornemmelse, særligt hvis min mave siger mig at der er noget galt.

Jeg fik aldrig nogen børn og det er der nogle af mine veninder som synes er frygtelig synd for mig, men det er ”just the way the cookie crumbled” og nu er det selvfølgelig for sent. Jeg synes ikke det er synd for mig, for jeg ved jo ikke hvad det vil sige. Og ærligt talt, hvis det havde været et altoverskyggende ønske for mig, mon så ikke jeg havde fået mindst et barn? Og for at komme ind på et emne som jeg har berørt før, skal vi så ikke lade det være op til den enkelte, om børn vælges til eller fra? Det er ligesom det der med naboens græs, som er grønnere end vores eget, bare med modsat fortegn. Hvis vi mener at vi har fundet de vises sten, tror vi, at vi kan tillade os at prædike for andre og fortælle dem hvad vi synes de gør forkert. Nix – think again! Det evigt saliggørende for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Lad os nu være enige om at det kan voksne mennesker godt selv finde ud af at styre.

Når jeg kigger i mit livs bakspejl, synes jeg, at jeg indtil videre har haft et dejligt liv. Jeg har oplevet en masse dejlige ting, jeg har elsket og er blevet elsket af nogle dejlige mænd og ja, jeg har også haft svære perioder i mit liv, men som jeg plejer at sige; ”hvis det ikke slår dig ihjel, gør det dig stærkere”. Jeg har lært at det er nødvendigt at være selvransagende og gøre tingene anderledes hvis jeg ikke ønsker at noget gentager sig. Dog mener jeg som udgangspunkt at intet er så dårligt at det ikke er godt for noget – det er min ukuelige optimisme som taler her.

Konklusion: Jeg fortryder intet eller Non, Je Ne Regrette Rien som Edith Piaf synger: http://www.youtube.com/watch?v=Q3Kvu6Kgp88

Den moderne kvindes "frie valg"

Moderne kvinder kan det meste selv, og jeg er en af de moderne kvinder. Jeg ejer en velassorteret værktøjskasse, jeg har både en bore/skruemaskine og et vaterpas, jeg kender mænd som giver op overfor praktisk opgaver og betaler sig fra det, langt tidligere end jeg gør. Jeg har styr på min økonomi, eller rettere, jeg er pinligt bevidst om mit overtræk. Jeg er altså rimelig selvkørende og jeg er glad for at det er sådan.

Der er dog det lille "aber dabei" ved det, at jeg indimellem, særligt efter det år som lige er gået hvor uheldene har forfulgt mig på nærmest ondskabsfuld vis, føler mig meget lille og helt alene med mine bekymringer. Jeg savner en stor tryg favn jeg kan gemme mig i og blive aet over håret og få at vide at det hele nok skal gå. Inden jeg flyttede sammen med min eks, boede jeg alene i 12 år - jeg havde en kæreste, den samme i alle 12 år, men fordi vi aldrig boede sammen lærte jeg at klare mig selv. Da jeg så flyttede sammen med min eks, fik jeg alt det jeg drømte om; en familie, en rolle at udfylde som familie "mor" - "bonusmor" om du vil. Det forhold kiksede og nu savner jeg fællesskabet og det at være noget for nogen på en daglig basis, jeg har måtte sande at der ligger et behov i mine instinkter som jeg ikke får dækket når jeg bor alene.

Jeg ved også godt at det næste jeg skriver, sikkert vil provokere en del kvinder og det er slet ikke fordi jeg vil tilbage til gamle kønsrollemønstre, men jeg drømmer nogle gange om at være den lille kvinde som sørger for at husholdningen hænger sammen, at være hende som laver skønne middage og bagværk, som sørger for at sengetøjet er friskt og lækkert, hende som i et lækkert outfit disker natmad op for manden i mit liv, når han kommer sent hjem. Hende der er den "nærmest perfekte" partner og elskerinde i eet. Hende der er superværtinde ved middage, fester og når venner og familie bare falder ind til en kop kaffe.

Og selvom jeg er den der selvstændige kvinde, og ikke ønsker mig det store flødeskumsbryllup, vil jeg gerne giftes en dag, jeg ønsker mig at blive friet til, jeg ønsker mig at føle mig ønsket og elsket, jeg kan godt lide når en mand gider at holde døren og min frakke for mig, skubbe stole ind under mig ved en middag osv. Skal vi give afkald på betænksomhed fordi vi har fået ligeberettigelse?

I virkeligheden er ovenstående beskrivelse måske mit alter ego som kommer til udtryk, en del af min personlighed som er blevet holdt nede af udefra kommende påvirkninger og krav til hvordan den moderne kvinde skal gebærde sig. Oven i købet en langt større påvirkning fra andre kvinder end fra mænd. En påvirkning fra bl.a. den gamle rødstrømpebevægelse, som jeg mener trænger voldsomt til justering fordi vi nu har opnået en så høj grad af ligeberettigelse - og hurra for den! Men en påvirkning som gør at vi (nogle) kvinder på mange måder lægger en dæmper på helt naturlige instinkter med det resultat at vi ender som frustrerede smågnavne madammer som ikke ved hvad der er galt.

Kunne det ikke være skønt om vi kvinder kunne følge vores instinkter og være ligeglade med hvad omverdenen tænker. Det er efterhånden helt ok at kvinder har bevæget sig ind i de traditionelle mandeuddannelser og jobs og det er jo fantastisk, men jeg tror desværre at de mere traditionelle kvindebeskæftigelser bliver anskuet med en vis nedladenhed - især blandt kvinder. Kunne det ikke være fedt at de kvinder som ønsker det, kunne tage nogle år som hjemmegående eller deltidsansat, uden at skulle høre på omverdenens hetz. Eller at karrierekvinder som bliver skilt, kan overlade sine børn til hovedsageligt at bo hos deres far, fordi det er det ungerne har bedst af, uden at få at vide at hun er en ravnemor. Kunne det ikke være skønt om omverdenen ville overlade det til den enkelte kvinde/familie at føle efter og beslutte hvad der er bedst for dem, ud fra både instinkter og vilkår.

I min opfattelse bør alle kvinder kunne vælge hvilken som helst retning i deres liv de ønsker sig - det være sig karrierevejen, familievejen, en blanding af begge dele eller hvad som helst instinktet, talentet og/eller behovet siger - uden at skulle stå til regnskab for omverdenen.

For hvad vil det i virkeligheden sige at være en "rigtig" kvinde? Er det ikke hende som trives og er lykkelig med sine valg i livet? Det være sig valg af seksuel overbevisning, uddannelse, job, partner eller ikke partner og børn eller ikke børn.