Non, Je Ne Regrette Rien

Nu hvor vi, efter sommeren, er gået tilbage til ”normaltid” er det lige pludselig næsten helt mørkt når jeg er på vej hjem fra arbejde. Forleden, da jeg sad i toget og kiggede ud af vinduet, og så på alle de oplyste vinduer jeg passerede, kom jeg til at tænke på engang for 18 år siden, lige inden jeg hoppede ud af mit første lange parforhold. Dengang sad jeg i bussen, og kiggede ud, og tænkte på hvad det mon var for nogle liv menneskene inde bag de oplyste vinduer levede. Jeg sad og ønskede mig min helt egen lejlighed hvor jeg kunne være alene og gøre nøjagtig hvad jeg havde lyst til. På det tidspunkt var jeg 29 år og havde aldrig boet alene. Jeg var flyttet direkte fra min mor og sammen med min kæreste da jeg var 18 år. Jeg var blevet den lille husmoder i lægget nederdel og perlekæde – GISP!!! Han og jeg havde stille og roligt udviklet os i forskellige retninger. Det var såmænd ikke fordi vi skændtes eller havde det specielt dårligt, men vores forhold var gradvist blevet nærmest søskendeagtigt, i hvert fald fra min side, hvilket helt naturligt afstedkom at sexlivet nærmest var gået i stå. Der var ingen lidenskabelig og passioneret kærlighed tilbage, og for mig må det bare ikke mangle, i hvert fald ikke før laaaaaaangt senere i livet. Sådan har jeg det stadig, og jeg bærer da også rundt på et håb om, at jeg kan nære den slags følelser til den dag jeg stiller de små stiletmorgensko med fjerkvaster og lægger mig ned og dør. ….. og så var der også lige den lille detalje at jeg var hamrende forelsket i en vidunderlig mand som jeg arbejdede sammen med – vi havde ikke, på det tidspunkt, indledt et forhold men vi flirtede kraftigt og hold da helt op hvor var jeg forelsket.

Hvis du har fulgt min blog ved du at jeg for et år siden røg ud af mit tredje langvarige parforhold, men kun det andet forhold som samboende. Jeg har som sagt nu boet alene i et år og da jeg sad og kiggede på de oplyste vinduer slog tanken mig, at det nu er noget andet jeg ønsker mig, i forhold til for 18 år siden. Dengang syntes jeg at jeg så stærke selvstændige singlekvinder alle vegne og i dag ser jeg gode parforhold med et kærligt og respektfuldt indhold alle vegne. Ganske ligesom en kvinde der brændende ønsker sig et barn, ser gravide kvinder og barnevogne alle vegne.

Lige i kølvandet på disse tanker, dukker andre tanker op; Hvorfor er det lige at naboens græs ofte virker så meget grønnere end noget man selv kan præstere på egen matrikel? Strengt taget ved ingen af os hvad der foregår bag naboens lukkede døre. Ligesom jeg intet ved, om de liv som udfolder sig bag de oplyste vinduer, jeg ser fra toget på vej hjem fra arbejde. Vi aner intet om skeletterne i skabene og tro mig, min erfaring siger mig efterhånden er der er findes skeletter alle vegne. At naboens forhave og hoveddør er fin og at bilen og dørhammeren er nypolerede, siger intet om de eventuelle sjælekvaler der måske eller måske ikke findes bag døren. Hvorfor er det lige, at vi har så svært ved at fokusere på de gode ting i vores egne liv, i stedet for at kigge på naboens grønne græs og fokusere på de ting i vores liv, som vi ikke er tilfredse med. Jeg er sikker på, at hvis det faktisk lykkedes for os at fokusere på de gode og velfungerende ting, ville vi gradvist få kræfter og livsmod til stille og roligt at gøre noget ved alt det andet.

Jeg kom vist lidt bort fra de oplyste vinduer, men mens jeg sad der i toget og funderede over tingene, gik det op for mig, at i modsætning til det singleliv jeg dengang ønskede mig, er det i dag parforholdet og familielivet jeg længes efter. Efter at have boet alene i 12 år, for derefter at leve i en familie i næsten 5 år, har jeg fået smag for det liv der er omkring en, når man deler bolig med andre, særligt med sit livs udkårne som jeg jo troede jeg gjorde. At jeg har fået nogle gok i nødden og at jeg har brugt det sidste årstid på at slikke mine sår, har ikke fået mig til at fortryde noget som helst.

Det liv jeg har levet indtil nu, har givet mig en masse gode oplevelser og har lært mig en masse, jeg har både lært hvad jeg IKKE skal gøre, men helt sikker også om hvad jeg skal gøre mere af. Jeg har lært en masse om hvad der virker og jeg har lært at jeg skal reagere på min mavefornemmelse, særligt hvis min mave siger mig at der er noget galt.

Jeg fik aldrig nogen børn og det er der nogle af mine veninder som synes er frygtelig synd for mig, men det er ”just the way the cookie crumbled” og nu er det selvfølgelig for sent. Jeg synes ikke det er synd for mig, for jeg ved jo ikke hvad det vil sige. Og ærligt talt, hvis det havde været et altoverskyggende ønske for mig, mon så ikke jeg havde fået mindst et barn? Og for at komme ind på et emne som jeg har berørt før, skal vi så ikke lade det være op til den enkelte, om børn vælges til eller fra? Det er ligesom det der med naboens græs, som er grønnere end vores eget, bare med modsat fortegn. Hvis vi mener at vi har fundet de vises sten, tror vi, at vi kan tillade os at prædike for andre og fortælle dem hvad vi synes de gør forkert. Nix – think again! Det evigt saliggørende for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Lad os nu være enige om at det kan voksne mennesker godt selv finde ud af at styre.

Når jeg kigger i mit livs bakspejl, synes jeg, at jeg indtil videre har haft et dejligt liv. Jeg har oplevet en masse dejlige ting, jeg har elsket og er blevet elsket af nogle dejlige mænd og ja, jeg har også haft svære perioder i mit liv, men som jeg plejer at sige; ”hvis det ikke slår dig ihjel, gør det dig stærkere”. Jeg har lært at det er nødvendigt at være selvransagende og gøre tingene anderledes hvis jeg ikke ønsker at noget gentager sig. Dog mener jeg som udgangspunkt at intet er så dårligt at det ikke er godt for noget – det er min ukuelige optimisme som taler her.

Konklusion: Jeg fortryder intet eller Non, Je Ne Regrette Rien som Edith Piaf synger: http://www.youtube.com/watch?v=Q3Kvu6Kgp88