Den moderne kvindes "frie valg"

Moderne kvinder kan det meste selv, og jeg er en af de moderne kvinder. Jeg ejer en velassorteret værktøjskasse, jeg har både en bore/skruemaskine og et vaterpas, jeg kender mænd som giver op overfor praktisk opgaver og betaler sig fra det, langt tidligere end jeg gør. Jeg har styr på min økonomi, eller rettere, jeg er pinligt bevidst om mit overtræk. Jeg er altså rimelig selvkørende og jeg er glad for at det er sådan.

Der er dog det lille "aber dabei" ved det, at jeg indimellem, særligt efter det år som lige er gået hvor uheldene har forfulgt mig på nærmest ondskabsfuld vis, føler mig meget lille og helt alene med mine bekymringer. Jeg savner en stor tryg favn jeg kan gemme mig i og blive aet over håret og få at vide at det hele nok skal gå. Inden jeg flyttede sammen med min eks, boede jeg alene i 12 år - jeg havde en kæreste, den samme i alle 12 år, men fordi vi aldrig boede sammen lærte jeg at klare mig selv. Da jeg så flyttede sammen med min eks, fik jeg alt det jeg drømte om; en familie, en rolle at udfylde som familie "mor" - "bonusmor" om du vil. Det forhold kiksede og nu savner jeg fællesskabet og det at være noget for nogen på en daglig basis, jeg har måtte sande at der ligger et behov i mine instinkter som jeg ikke får dækket når jeg bor alene.

Jeg ved også godt at det næste jeg skriver, sikkert vil provokere en del kvinder og det er slet ikke fordi jeg vil tilbage til gamle kønsrollemønstre, men jeg drømmer nogle gange om at være den lille kvinde som sørger for at husholdningen hænger sammen, at være hende som laver skønne middage og bagværk, som sørger for at sengetøjet er friskt og lækkert, hende som i et lækkert outfit disker natmad op for manden i mit liv, når han kommer sent hjem. Hende der er den "nærmest perfekte" partner og elskerinde i eet. Hende der er superværtinde ved middage, fester og når venner og familie bare falder ind til en kop kaffe.

Og selvom jeg er den der selvstændige kvinde, og ikke ønsker mig det store flødeskumsbryllup, vil jeg gerne giftes en dag, jeg ønsker mig at blive friet til, jeg ønsker mig at føle mig ønsket og elsket, jeg kan godt lide når en mand gider at holde døren og min frakke for mig, skubbe stole ind under mig ved en middag osv. Skal vi give afkald på betænksomhed fordi vi har fået ligeberettigelse?

I virkeligheden er ovenstående beskrivelse måske mit alter ego som kommer til udtryk, en del af min personlighed som er blevet holdt nede af udefra kommende påvirkninger og krav til hvordan den moderne kvinde skal gebærde sig. Oven i købet en langt større påvirkning fra andre kvinder end fra mænd. En påvirkning fra bl.a. den gamle rødstrømpebevægelse, som jeg mener trænger voldsomt til justering fordi vi nu har opnået en så høj grad af ligeberettigelse - og hurra for den! Men en påvirkning som gør at vi (nogle) kvinder på mange måder lægger en dæmper på helt naturlige instinkter med det resultat at vi ender som frustrerede smågnavne madammer som ikke ved hvad der er galt.

Kunne det ikke være skønt om vi kvinder kunne følge vores instinkter og være ligeglade med hvad omverdenen tænker. Det er efterhånden helt ok at kvinder har bevæget sig ind i de traditionelle mandeuddannelser og jobs og det er jo fantastisk, men jeg tror desværre at de mere traditionelle kvindebeskæftigelser bliver anskuet med en vis nedladenhed - især blandt kvinder. Kunne det ikke være fedt at de kvinder som ønsker det, kunne tage nogle år som hjemmegående eller deltidsansat, uden at skulle høre på omverdenens hetz. Eller at karrierekvinder som bliver skilt, kan overlade sine børn til hovedsageligt at bo hos deres far, fordi det er det ungerne har bedst af, uden at få at vide at hun er en ravnemor. Kunne det ikke være skønt om omverdenen ville overlade det til den enkelte kvinde/familie at føle efter og beslutte hvad der er bedst for dem, ud fra både instinkter og vilkår.

I min opfattelse bør alle kvinder kunne vælge hvilken som helst retning i deres liv de ønsker sig - det være sig karrierevejen, familievejen, en blanding af begge dele eller hvad som helst instinktet, talentet og/eller behovet siger - uden at skulle stå til regnskab for omverdenen.

For hvad vil det i virkeligheden sige at være en "rigtig" kvinde? Er det ikke hende som trives og er lykkelig med sine valg i livet? Det være sig valg af seksuel overbevisning, uddannelse, job, partner eller ikke partner og børn eller ikke børn.