tirsdag den 13. oktober 2009

Musik til min sjæl

Når man er ulykkelig over et tabt parforhold, det gælder i hvert fald for mig, så er det næstbedste plaster på såret musikken. Det bedste er stadig at få lov til at køre fuldkommen ud af en tangent og være urimelig, ulykkelig, vred og selvmedlidende, mens gode veninder lytter og tillader at man er sådan - heldigvis er det ikke længere aktuelt.

Tilbage til musikken. Jeg kører i tog til og fra arbejde, og mens jeg rasler ind mod byen, lytter jeg til P3 på min mobil og hver gang jeg er faldet over en sang hvor teksten har fået mig til at tænke eller føle på en bestemt måde, har jeg noteret mig kunstneren eller jeg er gået på P3's playlist og har derefter straks downloadet nummeret via iTunes. Det er så røget direkte over i min iPod. Efterhånden har jeg en kanon liste af musik, som passer perfekt til hjertekvaler. Der er musik som bringer tårerne frem, der er musik som har givet lyst til at sige "nej fandeme nej" nu skal det være slut med al den selvmedlidenhed. Der er musik som har fået mig til at føle håb for fremtiden, som af og til har set temmelig sort ud - man er vel lidt af en Drama Queen! Og stille og roligt har denne musik, sammen med mine skønne veninder og en enkelt dejlig mandsperson, fået mig til at smile igen.

Nogle gange har det været melodien som har gjort udfaldet og andre gange har det været teksten. Ind imellem har teksten intet at gøre med hjertekval, men den er alligevel røget lige ind i øresneglen og videre ned i mit hjerte og har sat mig i et humør som gjorde at jeg bare måtte downloade den.

En af de første sange som jeg downloadede i mit triste humør var "Over You" med Daughtry, lidt præmaturt måske, for på det pågældende tidspunkt var jeg på ingen måde "Over him" men det er jeg nu og nu har den i den grad sin retfærdiggørelse når den brager ud af mine højtalere og jeg lystigt skråler med. Hør den her, den sidder lige i øjet - eller jeg skulle måske sige øret: http://www.youtube.com/watch?v=_tnzTCWpp0k

Så var der Carolina Liar med "Show me what I'm looking for" og ud fra titlen kan du sikkert gætte dig til hvad den gjorde ved mig. Jeg sad faktisk i S-toget og tudede da jeg hørte den første gang, den gik simpelthen lige i hjertekulen. Hør den her: http://www.blogger.com/www.youtube.com/watch?v=WkwVTK10cwQ

Da jeg var begyndt at få det lidt bedre hørte jeg "Second Last Chance" med Bryan Rice. En vaskeægte popmelodi som gjorde mig i godt humør og teksten tjaeee… when you're down on your luck……. turn around now and give yourself another chance…. Det var jo lige det jeg havde brug for nemlig - another chance. Hør den her: http://www.blogger.com/www.youtube.com/watch?v=xHg8yNCFkt4

Der har været mange sange, men den sidste jeg vil nævne her er Erik Hassle og "Hurtful. Ikke at det er sådan jeg har følt for jeg var jo den forurettede, men jeg havde måske på et tidspunkt et ønske om at "han" ham der den "dumme" som dumpede mig, var dukket op og havde sagt lige præcis det som sangen siger. Det gjorde han selvfølgelig ikke og i dag har jeg heldigvis ikke behovet længere. Hør den her: http://www.youtube.com/watch?v=Pc2__wF2MXI&feature=fvst

Så er der den der mand i mit liv som jeg har skrevet om tidliger, ham jeg er begyndt at se igen. Han har gennem årene introduceret mig for meget musik. Musikken er en stor del at hans liv, og vi har nydt meget musik sammen. Vi har både lyttet til solister og bands, men vi har også været udøvende sammen. Han har spillet guitar og jeg har sunget og vi har spillet i band sammen. Noget som jeg savner helt utroligt og noget som jeg simpelthen må genoptage når lejligheden byder sig. Nå men ham den dejlige mand med musikken, har for nylig introduceret mig for et band, som jeg nok havde hørt før, men som jeg endnu ikke havde bidt så meget mærke i. Det er The Blue Van og for et par uger siden var vi til en af deres koncerter. Vi havde en fantastisk aften og vidunderlig weekend. Til dig vil jeg sige som de synger i sangen "You mended my heart and you put back the part that was missing, cos you are true" og "tak fordi du er i mit liv. Og til alle jer andre vil jeg sige, hør sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=ANPR48RHzes

Ingen kommentarer:

Send en kommentar