Den stille vold

Jo længere jeg kommer væk fra mit sidste parforhold og jo bedre jeg får det, går det stille og roligt op for mig, at jeg har været udsat for det man vel kalder psykisk terror – eller den stille vold. Der kommer ingen blå mærker eller brækkede knogler, men sjælen tager skade. Jeg ville aldrig have troet at det kunne ske for mig. Jeg er jo en stærk kvinde og ville aldrig finde mig i den slags og så var jeg, mens jeg var i det, alt for stolt til at indrømme over for mig selv, hvor dysfunktionelt det var.

Det skete lige så langsomt og meget subtilt, men det startede tidligt i forholdet og jeg opdagede faktisk ikke hvor alvorligt det var, før jeg var flyttet fra ham og skulle komme mig over bruddet.

Vi havde kendt hinanden som kolleger i ganske mange år, og genmødtes ved et tilfælde efter ikke at have set hinanden i ca. 5 år. Det var kærlighed ved først gensyn, han fejede benene fuldstændig væk under mig, han sagde søde ord og var super-opmærksom på min person. Jeg fik komplimenter 24/7 og han sagde ting som ”you rock my world” og ”jeg er som en skildpadde der ligger på ryggen, forsvarsløs mod din kærlighed” og ”you are the prize justifying all the trouble I’v been through” yada yada yada! og så så han fantastisk godt ud, så jeg kunne knap tro mit held, at tænke sig at sådan en dejlig mand virkelig kunne elske mig. Mit selvværd fejlede ikke noget, jeg var blevet elsket af og havde elsket en anden dejlig mand i 12 år, men han kunne ikke give mig den der vidunderlig tosomhed og det harmoniske familieliv, som den nye mand i mit liv både kunne og ville.

Jeg faldt pladask og da han meget hurtigt ville have mig til at flytte ind i hans hus og jeg på det tidspunkt, i min forelskelseståge ikke havde set at den subtile dominans allerede havde gjort sit indtog, protesterede jeg ikke. Jeg ville jo åhh så gerne flytte ind til ham og hans to teenagebørn.

Jeg tror at jeg endelig har fattet hvad det var som skete. For det første havde jeg overhovedet ikke gennemskuet hvad han var for en person, jeg havde jo kun set hans lyse og gode sider. For det andet, havde jeg i de år vi var kolleger, aldrig drømt om at han kunne indeholde de sider jeg nu begyndte at se, og ikke forstod et mug af, og det er da også først nu jeg ser det fulde omfang af hans mørke sider.

Først charmerede han og var på 24/7, han sørgede for at jeg var helt og aldeles solgt, dernæst begynder han at lukke op for den sårede lille dreng han bærer rundt på indeni. Dette betød at alle mine Florence Nightingale-instinkter øjeblikkeligt blev vagt til live og da det sket tænkte jeg ”åhhh min stakkels elskede, min kærlighed kan hele alle de grimme ting der er blevet gjort imod dig i din barndom og i dit ægteskab – jeg skal bare elske dig højt nok og det gør jeg jo” samtidig fik jeg langsomt at vide hvor uforstående hans eks-kone havde været og hun blev hængt ud som en svag dum gås og en heks som ikke ville ham noget godt, også når børnene hørte på det. Jeg åd det hele råt.

Så begyndte kritikken stille og roligt, pludselig var der flere og flere ting som jeg ikke gjorde "rigtigt" – læs: på hans måde. Jeg var jo en stærk kvinde og ikke en svag push-over som hans eks-kone, så jeg satte hårdt mod hårdt og det endte med nogle forfærdelige skænderier, som han altid vandt, hvorefter jeg græd mig selv i søvn. Han begyndte at distancere sig fysisk og mentalt for at straffe mig og gøre mig usikker. Han begyndte at skænde på mig når vi havde gæster, selvom jeg bad ham om ikke at vaske vores beskidte vasketøj for øjnene af venner og familie. Men nej, han mente selvretfærdigt at hvis han spottede noget han ikke syntes var i orden, så skulle det siges straks så alle tilstedeværende kunne høre det - helt og aldeles respektløst. Vores gæster var naturligvis beklemte, men det rørte ham ikke, med det resultat at jeg begyndte at opføre mig kuet når vi havde gæster. Han fik ret og jeg undgik ydmygelse. Hvis der ellers ikke skete noget jeg ikke kunne forudse, han var nemlig også af og til utilregnelig. Fra at være sød og rar, slog han ned som et lyn. Nogle gange vidste jeg allerede inden gæsterne kom, at i dag ville helvede bryde løs.

Sjovt nok var vores venner, den ret store vennekreds jeg havde bragt med ind i forholdet. Hans vennekreds talte nogle ganske få studiekammerater som han maksimalt så en til to gange om året. Hans tidligere vennekreds var for det meste forblevet loyal med han ekskone – selvfølgelig fordi de havde oplevet det samme som mine venner nu så og fordi vennerne hovedsagelig var hendes til at begynde med. ….. og jeg fattede stadig ingenting og troede stadig på de dårlige ting han fortalte om hende!

Dagen efter skænderierne hvor han kunne se hvor grådkvalt jeg havde været, blev han blød og sagde undskyld og han sagde, at han jo var i gang med at ødelægge mig og at jeg hellere måtte se at komme væk. Han sagde at jeg lignede en der havde fået bank, og det havde jeg jo også - mentale bank. Men jeg elskede ham jo, så jeg sagde, at jeg var sikker på at vi kunne finde ud af at løse problemerne, hvis bare vi elskede hinanden og kunne kommunikere – og så var alt godt i et stykke tid. Når tiderne var gode fortalte han mig at han elskede mig og at han var stolt af mig og hvor taknemmelig han var for alt det jeg gjorde for ham og hans børn. Guderne skal vide, at jeg nærmest sprang rundt på tungen, for at vi skulle have et godt og trygt familieliv. Hans dejlige unger har aldrig været et problem, jeg holdt af dem fra starten og de af mig. Hvis vi skændte på grund af noget med børnene, handlede det altid om at jeg syntes at han var for hård overfor dem. Hans sorte sider gik nemlig også ud over dem.

For at gøre en lang historie kort, har jeg nu indset at jeg var bundnaiv, han gjorde præcis det samme ved mig som han havde gjort ved sin eks igennem hele deres ægteskab. At hun er gået meget langt ned med flaget skyldes at de var sammen i 20 år, hvorimod han og jeg kun var sammen i 5, og så er jeg nok temmelig stærk, men ikke stærk nok til ikke at gå i jeg-elsker-ham-og-kan-derfor-redde-ham-fælden!

De ar hun har på sin sjæl ved jeg ikke om tiden kan slette, trods det at hun nu har en rigtig sød kæreste. Jeg tror at jeg er heldigere, men arene er der endnu. Der er bare ingen som kan se det. Min omgangskreds lagde naturligvis mærke til min ændrede adfærd, men kun ganske få sagde noget og de fleste havde ingen anelse om hvor alvorligt det var. Jeg fortalte jo ikke frivilligt hvordan jeg havde det, for jeg elskede ham jo og jeg ville ikke stille ham i et dårligt lys - for det første havde jeg jo selv valgt ham, så det ville bare falde tilbage på mig selv og for det andet, var det jo min egen skyld, det var jo mig der var noget i vejen med - troede jeg!

Han har nu en ny kæreste som han har overrumplet fuldstændig som han gjorde det med mig, og lur mig om ikke hun ender i samme morads som hans ekskone og mig. Hun får sandsynligvis også at vide hvor forfærdelig jeg var og hun æder det sikkert også råt - præcis som jeg gjorde. Det kan jeg intet stille op overfor, men jeg har ondt af hende, …. jeg kan jo ikke advare hende, hvis hans ekskone havde forsøgt at advare mig, ville jeg have opfattet det som jalousi og det er vel egentlig ganske forståeligt. En forelsket kvinde vil ikke høre dårlige ting om sin udkårne og selv når hun begynder at fatte en svag mistanke om at der er noget galt, afviser hun det - det gjorde jeg. Nogle gange tænker jeg, at jeg ville ønske at han havde slået mig, for det tror jeg trods alt ikke jeg ville have fundet mig i - men jeg ved det ikke.

Jeg er fri af ham nu - hurra for det! Men jeg elskede ham virkelig meget højt, og jeg håber at han nu har fundet en kvinde som kan få de gode sider frem i ham og som kan hjælpe ham med komme af med den fæle sorte side af hans personlighed, som ødelægger hans liv og menneskene omkring ham. Han indeholder så meget godt og når han er ovenpå, er han alt det en kvinde ønsker sig i en mand. Netop derfor holdt jeg fast alt alt for længe. Han har trods alt også givet mig en masse godt og derfor ønsker jeg ham et rigtig godt liv med ro i sindet og masser af lykke.