Hvad er det lige vi kvinder ønsker os af et parforhold? Hvad er det jeg ønsker?

Jeg kan ikke tale for andre kvinder men jeg tror godt jeg ved hvad det er jeg selv ønsker mig. Problemet er bare at hvis man går og tænker på alle de små detaljer som man gerne vil have en mand skal indeholde eller kunne matche mig med, så ender man med at gøre som prinsessen i eventyret om Svinedrengen… "duer ikke - væk" tænker man og vupti så er der godt nok ikke mange mænd tilbage. Hvem kan nogensinde matche de krav som vi kvinder har til mænd. Krav er måske også så meget sagt, for hvem er vi, at vi tror at vi kan tillade os at stille en masse krav og hvor mange af os kan egentlig leve op til vores egne krav når det kommer til stykket?

Egentlig er mine krav…. hov! jeg tror lige jeg ændrer ordet krav til ønsker i stedet, det lyder ligesom lidt blødere og som noget der kan fraviges. Vi ved jo alle at parforhold handler meget om at indgå kompromisser og hvis man får opfyldt en del af sine ønsker, er der vel andre som kan fraviges.

Vi nåede altså til mine ønsker til et parforhold:

Mine ønsker - vel egentlig ikke alle til manden som sådan, men til sameksistensen mellem en mand og mig - går et langt stykke hen ad vejen på noget ganske overordnet. Ting som rummelighed, at kunne lade hinanden være vores egene personer, også i parforholdet, jeg ønsker mig en mand som ikke ønsker at ændre på min personlighed, en som kan klare at jeg til tider er "for meget" altså en lidt larmende person ikke nødvendigvis i decibel, men farverig og altid meget til stede i et rum. En mand som ikke har styr på sit selvværd kan ikke klare mig, heller ikke selvom han som udgangspunkt har fundet den side af mig tiltrækkende. Tro mig jeg har prøvet det og selvom jeg troede at jeg kunne hjælpe ham med hans selvværd med min kærlighed og støtte så gik det bare ikke. Jeg blev elsket på trods af og ikke FORDI jeg er den jeg er og sådan skal det bare ikke være. Jeg vil elskes for den jeg er og det er et ufravigeligt krav :o) Så er alt andet faktisk mindre vigtigt.

Det er jo ikke fordi jeg vil afvise enhver som har skeletter i skabet, for hvem har ikke det. Men jeg tror nok at jeg har lært at gennemskue om der er styr på skeletterne, også mine egne. Er skeletterne blevet bearbejdet og placeret et sted hvor de er ufarlige, er jeg sikker på at de ikke vil repræsentere et problem. Men de der store fæle skeletter som påvirker ens daglige liv og ind i mellem skræmmer livet af parforholdet, de vil ret hurtigt blive frasorteret og jeg håber at jeg er i stand til at spotte dem tidligere end før. Jeg kender jo den der mavefornemmelse som siger mig at noget er farligt. Altså en vigtig lektion: when in doubt, throw it out! Tidligere pakkede jeg tvivlen væk (set i bakspejlet var den der jo og oven i købet ret tidligt i forholdet, min egen søster påtalte det faktisk også) men forelskelsen og passionen fik lov til at tage overhånd og al fornuft forduftede lige ud af vinduet, han trak jo tæppet væk under mig med sine egne forelskede løfter og den dejlige person han også var.

Jeg kan ikke påstå at jeg kan råde andre, men jeg tror at jeg ved hvilke faresignaler jeg selv skal reagere på og så ligger kunsten i ikke at være paranoid for brændt barn skyr jo som bekendt ilden.

Tilbage til ønskerne: Jeg ønsker mig et parforhold hvor jeg kan få lov til at tage mig lidt af min kæreste, jeg har et kraftigt nurse-gen og jeg kan f.eks. lide at forkæle den jeg elsker med små gaver og dejlig mad bare for at nævne noget. Jeg ønsker mig at min kæreste kan tage imod og ikke føler sig belastet af de ting jeg gør for ham, fordi han ikke altid selv er i stand til at give igen på samme måde. For mig betyder det meget at give og ikke så meget hvor meget jeg modtager. Hvis min omsorg bliver vel modtaget giver det jo også mig noget. Nu skal det ikke forstås sådan at jeg ikke selv ønsker mig at blive forkælet, for hvem gør ikke det. Og tro mig som udgangspunkt skal jeg nok sørge for at han selv stryger sine skjorter, dog gør jeg det gerne i en stresset situation, fordi jeg ved at min kæreste også ville gøre det for mig.

Det er virkelig meget overordnede ting jeg ønsker mig og alle de andre ønsker (krav) til fysik og den slags er vel egentlig stadig til stede men lidt mindre udtalte end tidligere. Når jeg siger at min kæreste skal være slank og veltrænet - hmmmm hvad betyder det så? Er det en six pack mave han skal have? nej vel, det kan jeg jo heller ikke selv leve op til. Hvad den slags angår, tror jeg at det vigtigste er at min kæreste går op i hvordan han præsenterer sig, altså med respekt for sig selv og sin krop og sit intellekt. At han spiser tilnærmelsesvis sundt og dyrker noget motion og at hygiejnen er i orden. At han forstår at klæde sig efter omstændighederne og med respekt for eventuelle værters arrangement og at han ind i mellem vil lade mig købe et stykke tøj til ham som måske er lidt anderledes end det han selv ville have valgt. Disse ting kan jeg nemlig selv honorere og det er vel i bund og grund med sådan en mand jeg altid har ønsket mig at leve mit liv.

Der er specielt én mand i mit liv som jeg ved kan leve op til alle de ting jeg har nævnt ovenfor og det endda uden et spor besvær. Én mand som var i mit liv i en del år og som nu måske er på vej tilbage i mit liv. Én mand som altid har kunnet rumme mig og som har elsket mig fordi jeg er den jeg er. Én mand som jeg har elsket og stadig elsker fordi han er den han er. For mange år siden da vores forhold startede, var det ikke meningen at det skulle have lov til at fortsætte - lad os bare sige at der var visse komplikationer - men ingen af os var i stand til at stoppe det. Det stoppede dog efter en længere årrække fordi jeg ville mere end han kunne give og på trods af smerten forstod jeg ham. Tingene har måske ændret sig nu, jeg ved det ikke men faktum er at vi på trods af fem års fravær fra hinanden, aldrig holdt op med at elske hinanden. Som det brændte barn jeg er, både på grund af det forhold som ikke kunne blive og på grund af det forhold som for nylig er kikset for mig, er jeg nu hamrende bange for at brænde mig igen. Hvordan griber man lige sådan en situation an? Han og jeg er enige om at vi kunne have et fantastisk liv sammen, men det kræver meget mod fra ham og at han giver afkald på en hel del.

Jeg ved nu præcist hvad det er jeg ønsker mig og det er at leve resten af mit liv med den mand jeg lige har beskrevet i afsnittet ovenfor. Men som min far altid sagde når jeg spurgte ham om jeg måtte ønske mig et eller andet helt specifikt i julegave - han sagde: "du må ønske dig lige hvad du vil, men husk, det er ikke sikkert at du får det".

Skulle det virkelig ikke være muligt at være venner med ens eks?

Måske er jeg hamrende naiv, men jeg kan altså med min bedste vilje ikke forstå hvorfor det ikke skulle være muligt at være venner med sin eks. Der har indtil nu været 3 vigtige mænd i mit liv og jeg er gode venner med de to første. Den sidste er indtil videre et problem, eller rettere vi er måske ikke nået langt nok i processen til at det er komfortabelt at være venner. Eller også er det fordi jeg havde lidt svært ved at slippe taget og at jeg en overgang udviste en temmelig bitter attitude og så tror jeg også at det er fordi at der for min eks’ vedkommende nu optræder en ny kvinde i hans liv, som jeg mistænker ikke ønsker min tilstedeværelse som hans ven.

Selvom han er min eks, synes jeg jo om hans person, bare ikke som min partner. Han indeholder en masse gode og dejlige egenskaber og han har et fantastisk potentiale som ven for mig og det vil jeg være rigtig, rigtig ked af at miste – det der med partnerskabet fungerede ikke og nogle af de sider han viste i den sammenhæng er ting som jeg godt kan undvære, men det er samtidig ting som jeg tror kun en partner ser.

Da vi brød var vi enige om at vi sagtens kunne være venner. Jeg udviste som sagt den der bitre attitude og var ikke særlig rar. Det fik ham til at sige at nu skulle vi lukke af for kontakten og så vil han vende tilbage når han tror at jeg er klar til det. Hmmmm tror jeg på den??? Eller er det måske bare en undskyldning for at lukke ned for noget som han alligevel ikke ønskede da det kom til stykket? Det har han faktisk sagt at det ikke er, men det kræver at han vender tilbage til vores venskab - I guess only time will tell.

Jeg har fra mit netværk fået at vide at jeg i virkeligheden er vældig naiv hvis jeg tror på at det er muligt at være venner med sin eks. Mit netværk siger nemlig at den nye kæreste aldrig vil finde sig i det og at han vil føje sin nye kærestes ønsker. Se det synes jeg jo er noget fis! Og det gør jeg bl.a. fordi min eks udtalte det samme som jeg mener, nemlig at hvis min nye kæreste ikke kan tolerere at jeg er venner med mine eks’er…. jamen så har han ikke noget at gøre i mit liv! Meeeen som en kendt politiker engang sagde, så har man lov at have et standpunkt indtil man tager et nyt. Det er bare så frygtelig skuffende.

Min eks og jeg har ikke haft kontakt siden engang midt i juli måned og på trods af at jeg nu er fuldstændig afklaret og der så småt er begyndt at optræde en anden mand i mit liv – sådan på romantisk vis – savner jeg hans venskab. For hvis der var noget vi var, så var det venner og det var vi i mange år før vi blev kærester, vi var venner og kolleger. Jeg savner hans indsigt og hans nogle gange skæve vinkler i forhold til andres holdninger. Jeg savner hans mangfoldige evner, man kunne altid spørge ham til råds om guderne må vide hvad. Og som min ven forestiller jeg mig at han vil svare mig hvis jeg spørge og ikke gå ind og overtage sådan som han kunne finde på da vi var kærester. Jeg savner at sparre med ham på helt venskabelig vis – det var han nemlig knaldgod til. Og jeg er sikker på at vi sagtens med tiden vil kunne have det rigtig sjovt sammen - han og jeg og vores nye partnere.

Kunne det ikke være fedt hvis man virkelig kunne være ven med sin eks og kunne det ikke være endnu federe hvis man med tiden også kunne blive accepteret af den nye kæreste og dermed også blive ven med hende. For som jeg på et tidspunkt skrev i en mail til min gode veninde i Californien – han har valgt hende, jeg holder af ham og så må der også være noget at holde af i hende.Hvis vi bare kan få krammet på eventuel jalousi og andre ikke konstruktive følelser, ligger den venskabelige verden åben for os.

Idealist? Måske! Men jeg vil nu tillade mig at håbe og selv gøre mit for en bedre venskabelig verden.