Det ku' være jeg skulle omdøbe denne blog…?

Tidens Singler….. hmmmm - jo jeg er single, og da jeg startede bloggen handlede det rigtig meget om at jeg var single, måske fordi det stod for mig som noget nær den ultimative falliterklæring at være blevet dumpet, men nu handler det ikke længere kun om det. Nu handler det mere om mine tanker om livet helt generelt. Jeg droppede hurtigt ud af netdating-gamet, som jeg ikke brød mig særlig meget om, måske fordi jeg var startet aaaalt for tidligt. Jeg følte mig desperado-agtig og jeg havde ikke sjælen med i det. Jeg nedlagde min datingprofil og jeg forestiller mig ikke at jeg opretter en ny.

Misforstå mig endelig ikke, jeg synes det er en fantastisk mulighed for singler, til at møde deres livs udkårne, men det er bare ikke noget for lige præcis denne single. I hvert fald ikke på daværende tidspunkt.

Jeg er så småt ved at være på fode igen, efter mit parforhold crashed and burned, og jo jeg har stadig ar og en vis sørgmodighed og helt ærligt så savner jeg tosomheden, men lige nu er jeg i gang med at finde ud af at være mig igen. Lige nu er jeg ved at stable min tidligere så aktive sjæl på benene igen.

I rigtig lang tid kunne jeg intet overskue. Alt hvad jeg tidligere havde elsket at beskæftige mig med, havde ikke længere nogen tiltrækning. Jeg kunne ikke fastholde kreative ideer, jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse bøger, hvilket altid har været en favorit afslapningsbeskæftigelse for mig. Jeg havde svært ved at lave aftaler med veninder, jeg ville hellere lide i stilhed, slikke mine sår og være helt alene. Når jeg var ude og handle kunne jeg gå i baglås over køledisken, jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle købe. Jeg havde ikke lyst til at lave mad når jeg ikke havde nogen at lave mad til - andre end mig selv vel at mærke.

Jeg er stadig ikke god til at lave mad til mig selv, men alt det andet er ved at vende tilbage til mit liv og guuuud hvor er det skønt. I dag har jeg haft en rigtig fed søndag. Jeg har trisset rundt i nattøj og har hyggenusset rundt i lejligheden og har fået bragt nogle ting i orden som har ligget og gloet på mig i nogen tid.

Jeg har affundet mig med at jeg er alene, jeg kan lide at være alene også selvom jeg er overbevist om at jeg ikke er bygget til at leve mit liv alene - ikke i længden. Men det er ikke længere en mareridtsagtig eksistens at være single, herregud det bliver jo ikke bedre af at være desperado - que sera sera er måske et lidt fatalistisk udtryk, og det er da heller ikke fordi jeg ikke tror på, at man selv er med til at påvirke sin fremtid, men jeg tror at det i min situation er befordrende at slappe lidt af og lade tingene ske, sådan lidt af sig selv.